Det er ikke attraktivt for ofre for menneskehandel at blive sendt tilbage til deres hjemland. Antropolog Sine Plambech fra Dansk Institut for Internationale Studier har fulgt en gruppe hjemsendte kvinder i Nigeria.
Nigeria er et af de lande, hvor flest ofre for menneskehandel, også kaldt trafficking, stammer fra. De nigerianske kvinder bliver handlet til Europa, hvor de skal arbejde som prostituerede. Her er Danmark ingen undtagelse. I Danmark blev 66 personer sidste år vurderet til at være ofre for menneskehandel. Af dem kom en tredjedel fra Nigeria.
Nigeria har en lang historie for trafficking. De nigerianske kvinder, der tager til Europa og bliver sexarbejdere, kommer typisk fra området omkring byen Benin City. Det fortæller antropolog Sine Plambech, der igennem to år har fulgt en gruppe nigerianske kvinder og deres familier i Nigeria. Kvinderne er alle vendt tilbage til Nigeria efter at have solgt sex i Europa - nogle af dem også i Danmark.
Men det er ikke et godt liv, der venter dem tilbage i Nigeria uanset, om de får en frivillig hjemsendelse eller bliver deporteret.
Sine Plambechs feltarbejde fra Benin City skal udmunde i en Ph.d.-afhandling om menneskehandel. Nedenfor ses et udpluk fra hendes nedskrevne oplevelser med to nigerianske kvinder, efter de er blevet sendt tilbage til Nigeria.
Uddrag; Sine Plambech, 2013: "Skæbner i hjemlandet"
"Lad os møde Grace og Cynthia. Grace er en kvinde midt i trediverne, hvis kuglerunde ar på næsen er en evig påmindelse om den dag i Torino, hvor hun blev voldtaget af fem mænd, mens et medlem af den albanske mafia trykkede en brandvarm pistolmunding mod hendes næseryg. Hun blev fundet på en mark af en hundelufter, mere død end levende, og senere identificeret som traffickingoffer af de italienske myndigheder.
På trods af at Italien giver mulighed for midlertidig opholdstilladelse til ofre for trafficking, blev Graces ansøgning efter to års venten i et detentionscenter afvist, fordi man ikke mente, hun havde hjulpet nok med at angive sin trafficker. Da opgav Grace. Hun havde håbet så længe og mente hun havde fortalt politiet alt hvad hun vidste. Da hun indså at hun ikke ville få opholdstilladelsen, følte hun sig nødsaget til at acceptere at blive "frivilligt" hjemsendt, med lovning om at hun ville modtage assistance efter sin hjemkomst. Hun accepterede en hjemsendelse, da alle andre muligheder var udtømte.
Da Grace ankom til Lagos blev hun modtaget af nonner fra en lokal NGO, og boede efterfølgende i et halvt år hos sin mor, med sine to børn. Men som voksen kvinde, der havde været bortrejst i seks år følte hun sig presset ved at bo hjemme igen. Da pengene kom fra Italien efter et halvt års ventetid, købte hun gryder, plastikstole og råvarer, så hun kunne åbne en lille madbod ved en rasteplads udenfor Benin, hvor lastbilchauffører og lokale sexarbejdere var hendes kunder. Madboden gik godt, men Grace havde hverken råd eller kreditværdighed til at oprette en bankkonto. En sen aften slog bevæbnede røvere vejen forbi, og væk var både penge, gryder og råvarer. Da jeg mødte Grace efter røveriet havde hun tabt sig markant og fortalte, at hendes liv konstant var fyldt med problemer. Hendes motivation for at modtage den forberedte hjemsendelsespakke var forsvundet med røveriet. Den lokale ngo kunne ikke få flere penge tilsendt fra Italien, og Grace har siden levet hos sin søster, mens hun ventede på en mulighed for at rejse tilbage til Europa. Grace havde ikke lyst til at rejse til Europa igen og forlade sine børn, men hun følte sig snydt af organisationen der ville hjælpe hende, fordi de ikke ville hjælpe hende efter røveriet. De ved ingenting om Nigeria forklarede hun mig.
I modsætning til Grace var Cynthia én af dem, der ikke blev identificeret eller kategoriseret. Cynthia har tidligere solgt sex til danske mænd. Inden da havde hun været i Spanien og Italien hvorfra hun blev deporteret. Hun rejste til Europa igen og boede på et lille bordel ved en hovedvej på Fyn, indtil politiet en dag i 2010 bankede på døren og bad om at se hendes opholdstilladelse. Hun løb ud ad bagdøren, blev fanget og placeret i Center Sandholm, hvorfra hun nu for anden gang blev deporteret til Nigeria - vel at mærke efter at hun, ifølge hende selv, ad to omgange blev anerkendt som offer for menneskehandel og på den baggrund søgte asyl. Den danske stat sendte hende hjem med hendes egne 520 kroner i hånden. Cynthia havde levet under stort set samme forhold som Grace, og ovenikøbet haft et halvt år i Spanien hvor hun ikke måtte gå uden for bordellet. Men Cynthia fik hjælp af en kunde og ikke Danmark. En forelsket og trofast kunde i huset på Fyn hjalp Cynthia med penge til den første husleje og betalte gælden til hendes trafficker, efter at hun blev deporteret. Efter hendes hjemkomst bor hun nu alene med et barn, sin lillesøster og sin kusine, der begge henvendte sig til Cynthia fordi de forestillede sig, at hun med hendes Europarejse havde midler til at hjælpe med deres forsørgelse også.
For både Cynthia og Grace var der to aspekter, der påvirkede deres hjemkomst. Forsørgelse og manglende sikkerhed. Der er store forventninger til kvinderne om at kunne forsørge familien, idet de jo har været i Europa og forventes at have hjembragt økonomiske midler. Kvinderne havde også familieforpligtigelser mens de var i Europa. De fleste sendte penge hjem og kommunikerede ofte med deres familier. Forskellen er, at i Europa har kvinderne adgang til penge og andre varer. Mange familier bliver også vant til en bestemt livsstil når der er adgang til penge fra Europa, en livstil der ikke kan fortsætte efter kvinderne er vendt hjem - pludselig ændres hele familiens hverdag, ikke kun kvindernes. Og det lægger et stort pres på kvinderne for fortsat at skaffe penge eller rejse igen.
Alle de kvinder jeg arbejder i blandt har været udsat for væbnede røverier, voldelig kriminalitet og/eller voldtægt. Men volden skete ikke mens de solgte sex i Europa, selvom flere, som Grace også havde oplevet intens vold i Europa. Volden skete efter de var sendt hjem til "sikre omgivelser". "
Sine Plambechs Ph.d.-afhandling forventes færdig i 2014.
