Når solen går ned begynder strabadserne for 4.500 mennesker
Omkring klokken 22.22 fredag aften begiver 4.500 mennesker sig tværs over Nordjylland, når det natlige motionsevent Coast2Coast går i gang.
Vandre-, løbe- og cykelsko og sågar rulleski og skøjter tages fredag aften i brug, når 4.500 tilmeldte begiver sig ud i natten for at krydse Nordjylland og ende på Palmestranden i Frederikshavn, hvor der venter æg og bacon til morgenmad.
Med den motivation drager deltagerne afsted på ruter af forskellige distancer, der varierer fra 50 km til 160 km. Starten går enten fra Skallerup Seaside Resort eller Hirtshals, og målstregen befinder sig altså i Frederikshavn.
Coast2Coast er tilbage efter to års coronapause, og det er den niende udgave af løbet, som en glad Rico Ejersted snart kan byde velkommen tilbage til.
- Vi var selvfølgelig bekymrede for, om det kunne lade sig gøre at afholde Coast2Coast i år i forhold til corona, men nu står vi her og er klar til at tage imod 4.500 gæster – det bliver simpelthen fantastisk, fortæller han.
Det sociale i højsædet
Rico Ejersted fortæller, at motionseventet, som det officielt kaldes, først og fremmest er et socialt event. Det er ikke tiden, der er vigtig.
- Vi har startnumre for at indikere, at man er med til noget, men vi tager ikke tid – og det kommer vi ikke til. Det er det sociale, vi vægter, lyder det.
Han kommer med et par gode tips til de deltagere, som ikke har noget imod en kilometertid på 29 minutter.
- Man kan stoppe i Sindal og få en øl eller i Mosbjerg, hvor der er kakao og gifler. Vi har 4.500 vindere, og det synes vi er fantastisk, slutter han.