Myndighederne fastholder forsigtighedsprincip: AstraZeneca-vaccine på pause i yderligere tre uger
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Efter flere dødsfald og alvorlige bivirkninger efter vaccination med AstraZenecas COVID-19 vaccine har de danske sundhedsmyndigheder brug for flere undersøgelser, før de tager stilling til, om vaccinen fortsat skal bruges i Danmark. Det kom frem på et pressemøde torsdag.
140.000 danskere har indtil videre fået første stik med AstraZenca-vaccinen. Og de kommer til at vente lidt endnu for at få vished, om det også er den vaccine, de skal færdigvaccineres med. Det fortalte Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen på et pressemøde torsdag. Her kom det frem, at pausen med AstraZeneca forlænges med yderligere 3 uger.
- De skal nok blive færdigvaccineret, enten med AstraZeneca efter uge 15, hvis vi vælger at genoptage vacciner med den, eller også med en anden vaccine, fortalte Søren Brostrøm på pressemødet.
Den 11. marts blev vaccinen fra AstraZeneca sat på pause i 14 dage efter indberetninger af alvorlige tilfælde med en sjælden kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader hos personer, der er blevet vaccineret med AstraZeneca.
De europæiske lægemiddelmyndigheder iværksatte derfor en undersøgelse af AstraZeneca-vaccinen for at finde ud af, om der er en eventuel sammenhæng mellem vaccinen og det helt særlige sygdomsbillede.
20. marts offentliggjorde de danske myndigheder, at to ansatte i Region Hovedstaden var blevet indlagt med henholdsvis symptomer på blodprop i hjernen og hjerneblødning, og at den ene var afgået ved døden. Det skete inden for 14 dage efter at have fået AstraZeneca-vaccinen.
Det Europiske Lægemiddelagentur, EMA, vurderede allerede 18. marts at vaccinen er sikker, og derfor har flere EU-lande også genoptaget brugen af den. Men de danske myndigheder har indtaget et forsigtighedsprincip, og mener, at der er brug for yderligere undersøgelser og derfor forlænges pausen altså med yderligere tre uger.
Doser gemmes
Mens pausen står på ophobes 240.000 doser AstraZeneca. Lige nu betyder det, at det danske vaccinationsprogram bremser op. Men hvis myndighederne vælger at tage vaccinen i brug igen, kan man hurtigt få doserne ud til befolkningen.
- Vi kan selvfølgelig frygte en lavere tilslutning til vaccinen, det kan forsinke udrulningen af vaccinationerne, men vi håber, at man vil tage imod, hvis man bliver tilbudt en vaccine, sagde Søren Brostrøm på pressemødet.
- Jeg vil anbefale, at man tager imod invitationen, men man kan selvfølgelig godt få en vaccination, selvom man siger nej til AstraZeneca. Vores grundprincip er, at vi kun anbefaler gode vaccciner. Hvis man siger nej, kan der gå flere måneder, inden man får tilbuddet igen, understregede Søren Brostrøm.
Værste scenarie flytter færdigvaccinationsdato
Hvis myndighederne ender med at tage AstraZeneca ud af det danske vaccinationsprogram, vil det udskyde den dato, hvor alle danskere over 16 år er blevet tilbudt en COVID-19 vaccine.
- Det er jo et hypotetisk udfald af vores kommende undersøgelser, men det vil naturligvis også - i sidste ende- kunne påvirke hastigheden af genåbningen.