Morten Olsen roser AaB-målmand
Foto: Iben Hedemann (arkiv)
Fodboldlandstræner Morten Olsen vader rundt i dygtige målmænd, mener han selv inden onsdagens testkamp mod Tyrkiet i Odense.
Mens Kasper Schmeichel og Stephan Andersen kæmper om at blive førstevalg, så er det svært bare at komme i truppen som tredjekeeper.
- Denne gang har vi taget Nicolai Larsen (AaB, red.) med som den tredje, fordi han har fortjent det, selvom Jesper Hansen står fremragende i Evian og der nu også er en dygtig keeper i Sverige, siger Morten Olsen og henviser til Robin Olsen fra Malmö FF.
- Vi har så mange gode målmænd, og uanset den beslutning, vi tager, så er det mod en anden og en beslutning, du helst ikke vil tage. Men heldigvis er det en svær beslutning, for det fortæller noget om kvaliteten på den position lige nu.
- Vi har droppet Jesper Hansen til truppen denne gang, og han har altså stået fremragende for Evian, og når jeg siger fremragende, så er det fordi, jeg mener det, siger landstræneren.
Kasper Schmeichel spiller i Premier League for Leicester, mens Stephan Andersen efter en årrække i udlandet er tilbage i Superligaen som FC København-spiller. Ved tirsdagens åbne træning i Helsingør var det Kasper Schmeichel, som var på A-holdet.
Onsdagens testkamp begynder klokken 20. Søndag gæster Armenien Telia Parken i København i EM-kvalifikationen.