Her er de! Mød de nominerede til Årets Nordjyske Ildsjæl

Tre nordjyder med hjertet på rette sted er nomineret til Årets Nordjyske Ildsjæl, og du kan møde dem lige her.

De har alle tre én ting til fælles. De knokler for at gøre hverdagen bedre for andre, og de gør gode gerninger uden at forvente noget igen.  

Sådan er de tre nordjyder, der er nomineret til Årets Nordjyske Ildsjæl i forbindelse med Årets Nordjyde.

Se Årets Nordjyde her

  • TV2 Nord Salto

  • www.tv2nord.dk

  • TV2 Play

Du kan desuden se og læse meget mere om Årets Nordjyde både før og efter showet på tv2nord.dk og på TV2 Nords profiler på Facebook og Instagram.

Showet sendes den 6. oktober klokken 19.45

Vinderen afsløres og prisen uddeles den 6. oktober, når TV2 Nord sender Årets Nordjyde.

De nominerede til Årets Nordjyske Ildsjæl er: 

Tove Fønss 

Foto: (Privatfoto)

Tove Fønss er nomineret for sit store engagement og mange initiativer i Hou og omegn.  

Hun har i en årrække været fast inventar i flere foreninger i byen og er med til at samle de frivillige, når der skal udføres en opgave. 

Senest har hun haft en stor rolle i opbygningen af Hou Mole – et stort areal af Hou Havn, som lokale kræfter har fået udstykket til aktiviteter, ligesom der er bygget et nyt samlingssted, Molehuset.  

Tove Fønss har bl.a. søgt fonde om penge til projektet og lagt utallige timers arbejde i at skabe et samlingspunkt for beboerne i Hou. 

Martin Agge Nørgaard 

Foto: (Privatfoto)

Martin Agge Nørgaard rejser ud til verdens brændpunkter for at arbejde som kirurg. 

Den nordjyske hjertekirurg, der til daglig arbejder på Aalborg Universitetshospital, er netop nu i Etiopien for Røde Kors for at udføre kar-, lunge- og hjerteoperationer.  

I foråret var han med til at åbne et felthospital i Gaza. Her arbejdede han en måned som kirurg i centrum af en væbnet konflikt. 

Det humanitære arbejde har siden 2024 bragt ham til udsatte områder i både Fiji, Pakistan, Sydsudan, Irak og Bangladesh.  

Lene Kryger Schade 

Foto: (Privatfoto)

Lene Kryger Schades hjerte banker for børnehjemsbørn i Polen. 

I 33 år har hun stået i spidsen for en sommerlejr i Danmark for polske børnehjemsbørn under navnet “Projekt Østbørn.”  

Gennem donationer og frivillig arbejdskraft sørger hun for, at over 30 børn hver sommer får en god oplevelse og et afbræk fra hverdagen. Et frisk pust, som de ellers ikke havde mulighed for at få. 

Men arbejdet stopper ikke, når sommerlejren er afviklet. Året rundt arbejder Lene Kryger Schade for at samle penge og ting ind til børnehjemmene i Polen. 

Se med når vinderen afsløres 

Spændingen om, hvem der ender med at løbe med prisen som Årets Nordjyske Iværksætter, bliver udløst den 6. oktober klokken 19.45. Her kan du se tv-showet Årets Nordjyde, som TV2 Nord afholder for ottende gang.  

I forbindelse med Årets Nordjyde bliver der uddelt i alt fire forskellige priser.

Læs om de fire priser her

Årets Nordjyske Ildsjæl

Årets Nordjyske Ildsjæl er en person, der knokler for at gøre hverdagen bedre for andre. En person, der sætter andres behov før sine egne og gør gode gerninger for andre uden at forvente noget igen. Ildsjælen kan hjælpe med stort og småt, hjælpe de få eller de mange, hjælpe lokalt eller mere bredt.

Årets Nordjyske Talent

Årets Nordjyske Talent er en person på vej frem indenfor det felt, personen har valgt at satse alt på – om det er professionelt eller i fritiden. Talentet er fremadstormende og dygtig indenfor sit felt. Det kan være indenfor sport, kultur eller noget helt tredje. Her er tale om en person med stor vilje og gejst.

Årets Nordjyske Iværksætter

Årets Nordjyske Iværksætter er en person på vej frem i det nordjyske erhvervsliv. Iværksætteren har fået en god idé og har satset stort på at føre den ud i livet. Iværksætteren er nu ved for alvor at bide sig fast indenfor sit marked, og på den måde tager del i at fremme Nordjylland.

Årets Nordjyske Ambassadør

Årets Nordjyske Ambassadør er en toneangivende, kendt person, som på den nationale og/eller internationale scene har medvirket til at sætte et positivt lys på Nordjylland. Ambassadøren har nordjyske rødder i bred forstand og har med sin optræden, indsats og personlige karisma haft særlig stor betydning for at øge den nordjyske selvforståelse, stolthed og egenart. Ambassadøren er for længst slået igennem indenfor sit felt og er et velkendt navn både i og udenfor regionen.

De seneste dage har vi præsenteret de nominerede til Årets Nordjyske Talent og Årets Nordjyske Iværksætter

Showet sendes fra Støberiet i Nibe, og det kan ses på TV2 Nord – på TV2 Nord Salto, på www.tv2nord.dk og på TV2 Play. 

Ved prisuddelingen kan du også glæde dig til at opleve sangerne Dorthe Gerlach og Pernille Rosendahl, der i år er rejst på tourné med en række akustiske koncerter – og ved den lejlighed slår de et smut forbi Årets Nordjyde for at underholde. 

HUSK: Du kan se Årets Nordjyde på TV2 Nord SALTO, www.tv2nord.dk og på TV2 Play den 6. oktober klokken 19.45.


Erstatninger ikke nok: Landmand håber på at kunne skyde ulven

Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord

Et flertal af EU-landene har sagt ja til at ændre ulvens status fra 'Strengt beskyttet' til 'Beskyttet'.

- Jeg håber, at det bliver sådan, at hvis en ulv gentagende gange går på dyrene, så kan den skydes.

Ordene kommer fra landmanden Kim Andersen fra Hørby lidt uden for Sæby.

TV2 Nord har flere gange talt med ham efter ulveangreb, og i dagens anledning har vi kunnet tale med ham om ny lovgivning fra EU. Der er nemlig nu en chance for, at Kim Andersens håb kan blive til virkelighed.

EUs ministerråd har nemlig netop vedtaget at man ændrer ulvens status i Europa fra 'strengt beskyttet' til blot at være beskyttet. Som det er nu, kan man kun få lov til at skyde en ulv, hvis den bliver betegnet som en problemulv. Og den dispensation har ingen endnu fået i Danmark. Men med den nye lov, kan der være mere lempelige regler på vej.

Det har blandt andet Dansk Jægerforbund kæmpet for, siden ulven i 2012 blev set i Danmark for første gang i næsten 200 år.

Passer bedre på sine kalve

Ulveangrebene på Kim Andersens ejendom har fået ham til at ændre måden, han driver stedet på.

- Om vinteren, når vi kan se, der kommer kælvning, så laver vi et indelukke, så kalvene kun lige kan komme ud at få luft. Det er ulven, der har påtvunget os det, forklarer han.

Man får jo erstatning, hvis en af ens dyr bliver angrebet. Er det så ikke godt nok?

- Nej. Det er da fint at få en erstatning, men det er den der uro du har, hvis du føler, der er noget galt inden for hegnet. Der er simpelthen ikke noget værre, mener landmanden.

Herunder kan du se et indslag tilbage fra 2018, da en ulv havde angrebet, spist og dræbt en helt nyfødt kalv på Kim Andersens gård.

Episoden fra 2018 tænker han stadig på.

- Det var frygteligt. Jeg tænker da også på, hvordan kalven fik sådan en tur. Det er jo ingen spøg, siger han.

Han er ikke i tvivl om, at med ulvens indtog i Danmark, så vil der ryge flere husdyr.

- Er det ikke 5 kilo kød om dagen, ulven skal have? Der er selvfølgelig meget råvildt og kronvildt, men der vil også komme til at ryge nogle flere af vores, siger han.


Pinlig rekord lurer - AaB-sejr kan gøre det onde ved Vejle

Taber Vejle til AaB, vil holdet udligne amatørhold fra 2001/02

Head to head

  • De to hold har mødt hinanden 36 gange i Superligaens historie. Vejle har blot vundet 4 gange, mens AaB har vundet 21 opgør. De resterende 11 kampe er endt uafgjort. Målscoren er 37-71 i AaB's favør, hvilket giver et gennemsnit på præcis 3 mål per kamp.

  • Hvis tiden før Superligaens indførsel i 1991 medregnes, har de to hold i alt mødt hinanden 74 gange i landets bedste række. Det er således en jubilæumskamp i Nørreskoven.

  • Vejle har ikke vundet på hjemmebane i Superligaen over AaB siden 28. oktober 2001, hvor Vejle vandt 4-2. Kampen havde 6 forskellige målscorere.

  • Samtlige 17 opgør i Vejle er endt med mindst én scoring.

  • I maj 2000 vandt AaB hele 7-1 hjemme over Vejle. Det rangerer stadig som AaB’s næststørste sejr i Superligaens historie. Søren Frederiksen, der stadig er den næstmest scorende spiller i Superligaens historie med 139 mål, scorede to gange i kampen.

  • Allan Sousa har tidligere spillet for både Vejle og AaB. Brasilianeren nåede i alt 112 Superliga-kampe, hvilket er 6.-flest blandt brasilianere i dansk fodbold. I debutsæsonen 2018/19 blev Sousa udvist to gange og er samtidig den Vejle-spiller med næstflest gule kort (25) i Superligaens historie.

  • Vejles Anders K. Jacobsen har tidligere spillet 55 Superliga-kampe for AaB, hvor det blev til 17 mål. ’AK47’, som han kaldes, har endnu ikke scoret for Vejle i Superligaen.

  • Hverken Vejle eller AaB har spillet uafgjort i denne sæsons første 10 spillerunder. AaB har dog vundet 4 kampe indtil nu, mens Vejle stadig er uden point.

  • Vejle har scoret 7 mål i denne sæson, mens AaB har scoret 10. Ingen mål er scoret af en forsvarsspiller. Det er de eneste to klubber uden mål fra de bagerste rækker.

  • Dommer Morten Krogh dømmer sin Superliga-kamp nummer 131 i karrieren. Krogh dømte AaB - Vejle i oktober 2020, hvor Vejle vandt 3-1. Han har dømt Vejle én gang tidligere i denne sæson, hvor holdet tabte 2-0 til FC Midtjylland.

Lidt fra klubberne

  • Vejle tabte senest 2-1 til FC København og har nu tabt 11 kampe i træk (inklusiv sidste sæson). Rekorden for flest nederlag i træk indehaves af Lyngby (12). Den rekord blev dog sat, da Lyngby i 2001/02 måtte spille med amatører, efter klubben gik konkurs i løbet af sæsonen.

  • Vejle er det første hold i historien til at tabe de første 10 Superliga-kampe i en sæson. Klubben brød sin egen rekord fra 2006/07-sæsonen, hvor holdet tabte de første 9 kampe.

  • Hvis Vejle får blot ét point i kampen mod AaB, vil klubben runde 300 point på hjemmebane i Superligaens historie.

  • Vejle har indkasseret 26 mål i sæsonens første 10 spillerunder. Holdet er blot 10 mål fra at indkassere den samlede måltotal for hele sidste sæson (36).

  • Lundrim Hetemi begik senest et straffespark mod FC København. Albaneren er spilleren i den nuværende Vejle-trup med flest Superliga-kampe for klubben (54), men han har aldrig scoret for Vejle i Superligaen.

  • Vejle er det eneste hold i Superligaen, der endnu ikke har scoret inden for kampens første 30 minutter.

  • Vejle har indkasseret 26 scoringer i denne sæson, hvoraf 19 er blevet scoret i 2. halvleg. 8 af målene er sat ind mellem spilminut 46 og 60.

  • Musa Juwara er den spiller med flest indlæg (43) indtil nu i Superligaen.

  • Vejle har fået flest gule kort i denne sæson (25). Hamza Barry, Musa Juwara og Stefan Velkov er alle i karantænefare ved næste gule kort.

  • Vejle er holdet, der har begået flest frispark i sæsonen (137).

  • Vejles målmand Igor Vekic har haft 41 redninger i denne sæson, hvilket er flest af alle keepere. Alligevel har sloveneren endnu ikke vundet et eneste point til Vejle.

  • Vejle har indkasseret 72 hjørnespark i denne sæson, mens Brøndby til sammenligning blot har indkasseret 34.

  • AaB kan spille sin kamp nummer 400 uden scoring i landets bedste række. Kun AGF (441) har flere målløse kampe end AaB.

  • AaB holdt senest Sønderjyske fra at score og holdt dermed buret rent for første gang i 13 Superliga-kampe (inklusiv sidst holdet var i Superligaen).

  • AaB har vundet samtlige 4 Superliga-kampe hvor holdet har scoret. AaB har ikke formået at score i de 6 Superliga-kampe de har tabt.

  • Nicklas Helenius spillede senest sin Superliga-kamp nummer 163 i AaB-trøjen. AaB har nu scoret præcis 200 mål i de 163 Superliga-kampe, som Helenius har været involveret i. Angriberen leverede også sæsonens første assist, hvilket var hans assist nummer 35 i Superliga-karrieren.

  • Vincent Müller var tilbage i AaB-målet efter én kamp på bænken. Tyskeren blev noteret for 4 redninger i kampen og har nu i alt 34 redninger for sæsonen.

  • Mathias Jørgensen scorede senest et hattrick mod Sønderjyske. Det var Superliga-hattrick nummer 28 af en AaB-spiller, hvilket er flest i Superligaens historie. Brøndby ligger nummer 2 med 27 hattricks. Angriberen har nu været involveret i 7 af AaB’s 10 Superliga-mål i denne sæson.

  • AaB har blokeret 45 afslutninger i denne sæson, hvilket er flest af alle hold.

  • AaB er det eneste hold i Superligaen, der endnu ikke har scoret via en standardsituation.

  • AaB har haft 122 afslutninger indtil nu i sæsonen, men kun 30 har ramt inden for målrammen. Det giver en afslutningspræcision på blot 25 %, hvilket er lavest af alle hold i ligaen.

  • Oumar Diakhité er tilbage for AaB efter endt karantæne.


Store navne byder sig til – fodbolddirektør er forundret

Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Henvendelserne har været mange, siden cheftrænerposten søndag blev ledig i Vendsyssel FF.

Vendsyssel FF står stadig uden træner, efter klubben søndag meldte ud, at de havde afbrudt samarbejdet med cheftræner Bo Zinck og assistenttræner David Olsen efter en skuffende start på sæsonen, hvor holdet ligger på en 10. plads i NordicBet Ligaen.

Men ifølge direktør Lars Glinvad afholder de i disse dage samtaler med flere emner til den ledige cheftrænerpost.

- Jeg og vi andre i Vendsyssel FF er positivt overrasket over, hvor mange henvendelser vi har fået angående jobbet, fortæller Lars Glinvad til TV2 Nord.

Tirsdag skrev mediet Campo, at Randers FC's assistenttræner Fatah Abdirahman er et emne i klubben. Noget som Lars Glinvad senere har afvist at kommentere på til TIPSBLADET.

De mange henvendelser Vendsyssel FF har modtaget vækker glæde hos direktøren.

- Vi har fået nogle henvendelser, hvor vi har tænkt 'vil den her trænerkapacitet virkelig flytte til Hjørring for at træne vores klub', og det tyder på, at det er et eftertragtet trænerjob, siger Lars Glinvad. 

Han fortæller, at klubben stadigvæk har samtaler med potentielle emner de næste dage, men de vil ikke forhaste sig, så der bliver ikke sat navn på en ny træner lige nu og her.

- Vi venter gerne en uge eller to for at være sikre på, vi har den rigtige træner, lyder det fra Lars Glinvad.

Vendsyssel FF spiller fredag aften kamp på udebane mod Hillerød, mens det andet nordjyske NordicBet Liga-hold, Hobro IK, hjemme møder bundholdet FC Roskilde. 


Det prisvindende mejeri tog i denne uge en af de helt store priser med hjem til Aabybro.

- Man er stolt af sit produkt, sin virksomhed og sit personale.

Det fortæller medejer af Aabybro Mejeri og søn til Niels Henrik Lindhardt, Niels Jørgen Lindhardt, som netop med stor succes har deltaget i mejerikonkurrencen ved International Food Contest i Herning.

Det nordjyske mejeri løb nemlig med den største pris, 'æresprisen', i kategorien 'Desserter, softicemix og iscreme' for deres kakao softice mix.

De tilmeldte blev bedømt på emballage, lugt, smag, konsistens, bygning, farve/indre og ydre/udseende. Og det var netop på smagen, at nordjydernes softice skilte sig særligt ud.

- Nu får vi lidt vist, at vi har fat i den lange ende.

Mejeriet tog også æresprisen i 2022 for deres saltkaramel flødeis.

Aabybro Mejeri modtog æresprisen for deres kakao softicemix. Foto: Aabybro Mejeri Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Niels Henrik Lindhardt er svært tilfreds med prisen, som han og sønnen Niels Jørgen Lindhardt og resten af mejeriet har modtaget. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Niels Henrik Lindhardt er svært tilfreds med prisen, som han og sønnen Niels Jørgen Lindhardt og resten af mejeriet har modtaget. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Ikke den eneste sejr nordjyderne tog med hjem

Ved konkurrencen, som forløb fra 1. til 3. oktober, er der ifølge mejeristen tilmeldt omkring 1000 produkter i en række kategorier fra forskellige mejerier primært i Norden.

Aabybro Mejeri/Ryå Is tog dog også flere priser med hjem i samme kategori.

Det blev nemlig blandt andet også til guld for deres saltkaramel flødeis og deres karamelfromage.

I kategorien blev der uddelt to gange guld, fem gange sølv og seks gange bronze, hvoraf nordjyderne vandt 10 af priserne - samt æresprisen, som der kun gives én af per kategori.

- Man tænker 'yes'! Man tænker på sit personale, der har gjort et virkelig godt arbejde.

Men selv med de nye priser og anerkendelsen skal der ifølge medejeren ikke hviles på laurbærrene.

- Nu skal vi bare fejre det med personalet og tilbage til hverdagen igen og opretholde den høje kvalitet.

Video: Niels Jørgen Lindhardt, der er søn af Niels Henrik Lindhardt, er gået i sin fars fodspor.


Maria havnede i stormvejr efter 'testikelmassage': - men det var det hele værd

Foto: (Privatfoto)

Maria Stigaards "testikelmassage" fik stor opmærksomhed, og klinikindehaveren modtog mange grimme beskeder. Men i dag betyder det, at flere mænd bliver hjulpet, påpeger hun.

- Det var da voldsomt overvældende, at alle pludselig kendte mig.

Maria Stigaard havnede i et stormvejr, da hun i forsommeren pludselig ramte mediernes forsider - primært på grund af sin ”testikelmassage”.

Hun har massageklinikken Bodysound på Mors, og her tilbyder hun blandt andet denne behandlingsform, som intet seksuelt har over sig, slår hun fast. Behandlingen er ment som en hjælp til mænds helbred.

Derfor var hun også glad for den store opmærksomhed, fortæller hun. Fordi det var med til at sætte fokus på noget, som hun synes er tabu i samfundet.

- Man negligerer mænds sundhed i det offentlige system. Mænd bliver mere og mere stressede, og det giver rigtigt mange forskellige symptomer, siger hun.

Det er her, Maria Stigaards nok mest berømte behandlingsmetode kommer til sin ret. Da TV MIDTVEST og andre medier omtalte klinikken og behandlingen tidligere i år, var det med fokus på den såkaldte ”testikelmassage”.

- Var det en dum idé, det her?

Maria Stigaard stillede sig dengang frem - og blev udskammet. Hun fik grimme kommentarer, og en del mennesker opfattede hende som én, der tilbød seksuelle ydelser.

Det fik hende til at stoppe op og overveje, om det var det rigtige at gøre - at sætte fokus på behandlingen på den måde.

- Jeg tænkte et kort øjeblik: Var det en dum idé, det her? Men jeg måtte holde fast i, at det var det ikke. Og da det værste havde lagt sig, var det hele en kæmpe succes, fortæller Maria Stigaard.

På sin klinik oplever hun nu, at mange flere mænd kommer i behandling. Og en del af dem har deres bedre halvdel med.

- Der er rigtigt mange kvinder, der ringer for deres mand. Eller som kommer ind på klinikken sammen med ham, siger Maria Stigaard.