Ministerafbud til møde om landbrugets fremtid
Foto: Steen Evald
Når Agri Nord mandag den 10. januar holder stormøde, bliver det uden deltagelse fra miljøminister Karen Elleman.
Under overskriften "Landbrugets betydning i Nordjylland - Hvilken betydning har vandplanerne for Nordjylland indenfor økonomi og finansiering, produktionsomfang og landbrugets følgeerhverv?", afholder Agri Nord stormøde i Skalborggaardhallen.
Men en skuffet formand Arne Buus må nu konstatere, at det bliver uden den lovede deltagelse fra miljøminister Karen Elleman (V).
- Vi havde set frem til at give miljøministeren et indblik i, hvor kritisk situationen er for landmændene i oplandet til Limfjorden og Mariagerfjord hvis de planlagte vandplaner gennemføres. Og ikke mindst hvor hårdt det påvirker følgeerhvervene i Nordjylland når landbruget tvinges i knæ, siger Arne Buus i en pressemeddelelse.
Med kort varsel er det i stedet lykkedes Agri Nord at lave en aftale med Eyvind Vesselbo der deltager i stormødet i sin egenskab af miljøpolitisk ordfører for Venstre.
Eyvind Vesselbo har gennem mange år arbejdet med problemstillinger omkring miljø og kommer til mødet for at redegøre for processerne i de kommende vand- og naturplaner som er i høring til 1. april 2011.