Minister: Kommunen skal gribe ind
Foto: TV2/Nord
Miljøminister Ida Auken fordømmer, at en nordjysk maskinstation bryder loven. Hun vil nu have kommunen til at tage affære.
I går afslørede en medarbejder fra virksomheden Svend Aage Christiansen i Jerslev her på TV2/Nord, at de flere gange ulovligt har spredt gylle ud på landmænds frosne marker.
- Det virker både upassende og en smule arrogant overfor naturen og miljøet, at man smider gylle ud på frosne marker, så det kan løbe ned i vandløb, siger miljøminister Ida Auken (SF).
I dag afviser maskinstationen medarbejderens udtalelse.
- Udtalelsen i går er ikke virksomhedens generelle holdning. Vi overholder de gældende regler, lyder det fra virksomhedens daglige leder, Brian Findinge.
Ministeren mener dog, at udtalelsen er så alvorlig, at de kommunale myndigheder bør gribe ind.
- Jeg går ud fra, at kommunen godt kan finde ud af at forvalte det her. Når der står en og indrømmer et direkte lovbrud, så går jeg da ud fra, at kommunen kigger på det.
Brønderslev Kommune vil nu tage kontakt til maskinstationen for at undersøge sagen.