Mindre hjælp til svage ældre
Nedskæringer i hjemmeplejen i Aalborg kan betyde farvel til 75 stillinger - og i gennemsnit ti minutters mindre hjælp til personlig pleje om ugen.
Aalborg Kommune skal spare 128 millioner næste år. Alene på ældre- og handicapområdet skal der spares 23 millioner. Det skal blandt andet ske ved at fjerne 75 stillinger i hjemmeplejen. I sidste ende betyder det 10 minutter mindre om ugen til den personlige pleje.
Og de spareplaner ryster de ældres talerør, Ældrerådet.
- Jeg var nærmest i chok da jeg fik det at vide. Der er i forevejen blevet sparet på det her område, og det er altså dem der har allermest brug for hjælp der bliver ramt, fortæller næstformand i Ældrerådet i Aalbrg Kommune Ellen Jensen til TV2/Nord.
Rådmand Tina French Nielsen er godt klar over, at der nu spares på et område hvor det gør ondt:
- Det her var det sidste område der blev hevet på bordet, for vi ved godt at det er et svært område at spare. Men vi må bare prøve at se om vi kan gøre det på en måde, så det går mindst ud over de svageste brugere, siger hun til TV2/Nord.