Michael Valgren vinder Contador Testimonial
Foto: TV2 Nord
Michael Valgren vinder Contador Testimonial 2015.
Stjernen Alberto Contador kunne ikke sidde med i finalen, der blev et rent dansk opgør mellem Michael Valgren og Alex Rasmussen.
Det blev det unge talent Michael Valgren fra Tinkoff Saxo, der løb med sejren i gadeløbet Contador Testimonial, som blev kørt tirsdag aften i Aalborg Centrum.
Efter en rolig start var det danske Alex Rasmussen, Team TREFOR-Blue Water, som stak af fra feltet. Det blev den spanske superstjerne Alberto Contador, som trak i arbejdstøjet for at køre Valgren op til spidsen af feltet.
Derefter tog Valgren selv over, og Rasmussen/Valgren-duoen lagde sig i front med gode ben, og det lykkedes ikke en forfølgergruppe med Contador at komme med i finalen.
Valgren var stærkest af de to, og han kunne udramatisk køre over målstregen på Nytorv med flere meters forspring til sin forfølger. Simon Dahl kørte sig ind på en tredjeplads, mens Contador kom i mål på en sjetteplads.
Der deltog 32 ryttere i Cpntador Testimonial. Contador selv fortsætter sit besøg i Aalborg med en middag på restauranten Meat.