Mere sne på vej: DMI varsler om kraftigt snefald i Nordjylland
Den kolde og vinterlige vejrtype fortsætter weekenden over, og der vil fortsat komme snebyger.
De seneste dage har budt på regulært vintervejr over Nordjylland med sne og snebyger mange steder samt tocifrede frostgrader.
Flere steder i landsdelen er der faldet mere end 10 centimeter sne i løbet af denne uge, og nu er der med al sandsynlighed mere sne på vej.
Det er særligt fra natten til søndag og frem til søndag eftermiddag, at der kan komme kraftigt snefald i dele af Nordjylland.
Der er en risiko for, at snebyger stedvis kan blive så kraftige, at der henover 6 timer samlet set kan komme op mellem 15 og 20 centimeter sne. Hvis der kommer så meget sne, rammer det inden for kriteriet kraftig snefald, hvilket er mere end 15 centimeter sne på 6 timer.
Ifølge DMI er det kun det nordligste Vendsyssel, som ikke bliver ramt af det kraftige snefald, mens resten af Nordjylland altså på ny kan blive klædt i hvidt.