Medicinmangel vækker bekymring på nordjysk apotek
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Listen vokser over medicin, som er udsolgt.
Flere nordjyder må gå forgæves, når de skal hente medicin på apoteket.
Det gælder efterhånden en lang liste af medicin: Rivotril som blandt andre epilepsipatienter bruger, antabus til alkoholbehandling og penicillin.
- Det bekymrer mig. Én ting i sig selv er for meget, siger farmakonom Morten Nielsen, der arbejder på Løve Apoteket i Aalborg.
Han vurderer, at de lige nu har ’udsolgt’ af tre-fire typer af medicin, herunder diabetes-medicinen Ozempic og allergipræparatet Avamys.
- De fleste kan godt lave recepten om hos lægen. Men når vi taler med dem, lyder det ikke altid som om, at alle får ændret og taget deres medicin, siger farmakonom Morten Nielsen, hvilken bekymrer ham.
Apoteket hjælper kunderne, så godt de kan, med at finde restlagre eller alternativer. Her har Dansk Apotekerforening lanceret en app, som kan hjælpe med overblikket.
App'en 'apoteket'
I appen ’apoteket’ kan man som medicinbruger se, hvilke apoteker i nærheden der har ens receptmedicin på lager.
Hvis man er i fast behandling med medicin, kan man også bestille medicinen hjem, holde styr på sine recepter og forny dem, oprette faste bestillinger og meget mere.
Hver måned foretager apotekerne 160.000 opslag, for at se, hvor der er medicin på lager
Kilde: Dansk Apotekerforening
Epilepsiforeningen har været ude at kommentere på manglen på medicin, og i Aalborg Diabetesforening fylder manglen på medicin også meget.
- Jeg kender mange, der ikke kan få Opzempic, fortæller Dorte Hinzmann, der håber på, at problemet snart bliver udbedret.
Finder løsninger
Region Nordjylland oplyser, at de på nuværende tidspunkt ”har flere restordrer sammenlignet med sidste år”. Manglerne bliver håndtereret, så patienterne får brugbare alternativer, lyder meldingen.
- Nogle lægemidler har vi svært ved at skaffe hjem i ønsket styrke, eksempelvis Ozempic. Det løser vi ved at levere mindre styrker og ved patientbehandlingen gange op, indtil vi har rette styrke.
Vi finder brugbare alternativer på de lægemidler, vi ikke kan skaffe hjem for tiden
Region Nordjylland
Derudover findes et strategisk lager knyttet til landets sygehusapoteker.
- Det er blandt andet baseret på de lægemidler, vi har erfaring med, der går i restordre, eksempelvis cancerlægemidler. Det betyder, at der er et lager at tage af, mens vi finder brugbare alternativer.
Kritik
Manglen på medicin vækker kritik hos både Lægeforeningen og Dansk Selskab for Almen Medicin.
- Det er hver dag, vi finder noget, vi mangler, hvor vi må finde en anden løsning. For patienten er det bøvlet at skulle frem og tilbage mellem apoteket og lægen, og lægen bruger tid på det, som kunne være brugt på andet, siger hun til TV 2.
Ifølge professor i klinisk farmakologi ved Syddansk Universitet Anton Pottegård, der sidder i en international ekspertgruppe om medicinforsyning, er problemet stigende.
- Det er et stort problem og har været det de seneste ti år. Og det er et problem, der bliver mere og mere hyppigt.
Årsagen til medicinmanglen på hylderne i de danske apoteker skal findes i de meget sårbare internationale forsyningskæder.
- Vi har nogle lægemiddelkæder, der er meget, meget sårbare. Et enkelt stof bliver produceret på en enkelt fabrik, og dermed kan et problem på en enkelt fabrik skabe en meget stor international forsyningsproblemstilling, siger Anton Pottegård.