To medaljer til nordjyder ved håndværker-VM
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord
Flisemureren Samuel Birk Axelsen fra Aalborg har vundet en Medaillons of Excellence til WorldSkills i Rusland.
Flisemureren Samuel Birk Axelsen fra Aalborg og karrosseritekniker Simon Jacobsen fra Læsø har hver især vundet en Medaillon of Excellence til WorldSkills i Rusland.
De seneste dage har 14 unge håndværkertalenter, heraf tre nordjyske, kæmpet om sejren og hæderen til WorldSkills i Rusland, verdensmesterskaberne for håndværkere.
Det er blevet til to såkaldte Medaillons of Excellence til to af de tre nordjyske deltagere. Flisemureren Samuel Birk Axelsen, der kommer fra Aalborg og arbejder hos KIMBO A/S i Nibe, og karrosseriteknikeren Simob Jacobsen, der kommer fra Læsø og arbejder hos Bayern Autogroup i Aalborg, kunne tirsdag aften modtage medaljerne til et stort awardshow i Rusland.
Det oplyser SkillsDenmark i en pressmeddelelse.
Medaillons of Excellence gives til de håndværkere, der i hver sin konkurrence har opnået et antal point i den absolutte top, men uden at nå 1., 2., eller 3. pladsen. I alt bliver der givet otte Medaillons of Excellence til danske deltagere.
- De unge mennesker har gjort en kæmpe indsats både før og under konkurrencerne. Når det alligevel ikke var nok til at få medaljer, siger det os, at vi skal sætte det som et selvstændigt mål at finde ud af, hvad der karakteriserer medaljevinderne i 2019, så det kan lære os, hvad der skal til, for at de danske deltagere kan træde det sidste skridt op på medaljeskamlen, siger Jesper Juul Sørensen, SkillsDenmarks formand, i pressemeddelelsen.
Tæt på en bronzemedalje
Den samlede oversigt over point er ikke tilgængelig endnu, men det ligger klart, at en af deltagerne fra Danmark var uhyggeligt tæt på en podieplads. Pointskalaen går til 800, og den danske kokkelev Magnus Rosendahl fra København var kun en lille håndfuld point fra bronzemedaljen. Magnus Rosendahl blev derfor udnævnt til "Best of Nation" og fik en ekstra medalje om halsen.
- Vi må sætte gang i en indsats, der skaffer mere tid og flere midler til træning af vores VM og EM-deltagere. Vi kan konstatere, at især VM-medaljer er blevet dyrere, og at vi i stigende grad er oppe mod nationer, der bruger væsentligt flere ressourcer på træning, siger Jesper Juul Sørensen og fortsætter.
- Vi har en bred trup i vores landshold med masser af talent, men vi bliver nødt til nu at forske i, hvad der mere skal til og skaffe flere midler. Det arbejde går nu i gang. Som noget af det første skal vi tale med Østrig og Schweiz, som har større traditioner for talentarbejdet og altid klarer sig flot internationalt.
Den tredje nordjyske deltager, landsburgsmaskinmekanikeren Anders Stensgaard Sørensen, der kommer fra Bedsted i Thy og er elev hos J. Hundahl A/S i Thisted, kommer tomhændet hjem fra Rusland.