Med Jesus på camping
Den kristne tro er lige nu omdrejningspunktet for 1600 mennesker på bibel-camping på markedspladsen i Hjallerup. I et hjørne af pladsen er en stor flok teenagere samlet i teen-campen. Og de har deres helt egen skræddersyede dagsorden.
Mandag eftermiddag er der volleyball på programmet i teen-campen på Hjallerup Bibelcamping. Og den slående lighed mellem den kristne ungdomslejr og enhver anden ungdomslejr er helt bevidst:
- Man finder nogen der har været teenagere indtil for nylig og beder dem om at arrangere det her. De finder på nogle arrangementer, som deres forældre ville have krummet tæer over. Det er måden man får teenagere til at komme på. At de føler, at der bliver lavet en fest for dem, fortæller tovholder på bibel-campen Jens Kr. Plougmann til TV2/Nord.
Hver dag på campen er fyldt med tilbud til de mere end 200 13-17-årige om mere traditionelle, kristne aktiviteter som forkyndelser og møder. Men hvor meget og hvornår de deltager - det er helt op til de unge selv. For de sociale arrangementer fylder lige så meget:
- Det er mega vigtigt. Ellers ville hele ugen være det samme, og det er hårdt at sidde til møder hele tiden, så det er sindssygt vigtigt at der er taget initiativ til alle de andre arrangementer, fortæller Tajs Jespersen fra København, der deltager i campen for andet år i træk.
Og så er der også lige en sidste, men meget vigtig ting: teen-campen er fuldstændig uden forældre.