McDonald's-medarbejder meldt for overfald på 12-årig
Foto: Rune Borre-Jensen
En 32-årig McDonald's-medarbejder er blevet meldt til politiet for at have overfaldet en 12-årig pige på restaurantens toilet.
Nordjyllands Politi efterforsker en anmeldelse om et overfald på en pige på toilettet på McDonald's i Skalborg.
En 32-årig medarbejder på McDonald's på Hobrovej i Skalborg er blevet meldt til politiet for at have overfaldt en 12-årig pige på restaurantens toilet tirsdag eftermiddag.
Pigen var sammen med sin familie og en veninde på familierestauranten, og ifølge anmeldelsen skete overfaldet, da pigen gik på toilettet. Her skulle den 32-årige medarbejder angiveligt have grebet fat om pigen og forsøgt at skubbe hende ud på toilettet. Det lykkedes pigen at slippe fri, og pigen og hendes familie har efterfølgende meldt den 32-årige mand til politiet.
Den 32-årige McDonald's medarbejder er udviklingshæmmet og er ansat i virksomhedspraktik på familierestauranten. Nordjyllands Politi undersøger nu sagen, men manden er endnu ikke sigtet. Hos McDonald's Danmark afventer man nu politiets undersøgelse:
- Vi ved jo ikke, hvad der er sket, så vi afventer den undersøgelse, der er sat i værk. Og så har vi sendt den pågældende medarbejder hjem med løn, til undersøgelsen er afsluttet, siger kommunikationsdirektør i McDonald's Danmark, Sara Helweg-Larsen.
Selv om det lykkedes pigen at slippe væk uden fysiske mén, så har hun det psykisk dårligt efter episoden:
- Vi har tilbudt den implicerede pige krisepsykologhjælp, og jeg forstår det sådan, at det allerede er sat i værk, fortæller Sara Helweg-Larsen.
McDonalds's har desuden kontakt til Aalborg Kommune, da ansættelsen er sket gennem kommunen.
Nordjyllands Politi bekræfter anmeldelsen, men har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere, da episoden fortsat undersøges.