Massivt iltsvind dræber bunddyr i Limfjorden
Foto: Rasmus Wilhardt
Der er massivt iltsvind i Limfjorden viser friske målinger fra Naturstyrelsen.
Den varme forsommer og især manglen på vind gennem flere uger er en skidt kombination for dyrene på bunden af Limfjorden.
Forholdene har resulteret i massivt iltsvind, og det går ud over blandt andet muslinger.
Naturstyrelsen er i disse dage på fjorden for at foretage målinger, og de viser, at iltforholdene er nogenlunde normale midt på fjorden, hvor der er vind, men nærmer man sig land, er der iltsvind på bunden.
- Vi startede ud fra Skive i går og har målt i den inderste del af fjorden, og der er kraftigt iltsvind i Skive Fjord, Lovns Bredning og Hjarbæk Fjord og også på nogle af stationerne nordpå op mod Livø, siger Bent Jensen, miljøtekniker ved Naturstyrelsen.
Naturstyrelsen fortsætter i dag vestpå mod Struer og slutter i morgen af med at måle iltindhold i vandet ved Thisted og helt ud mod Lemvig.
Iltsvindet betyder, at bunddyr dør, og vejrudsigten for de kommende dage giver intet håb om bedring.
- Er det sådan en uge mere, vil der være flere bunddyr, der simpelthen dør af iltmangel, siger Bent Jensen.