Massiv utilfredshed bag kollektiv opsigelse
LandboNord hyrer 32 utilfredse medarbejdere fra Agri Nord.
Det er ikke kun fyringen af to teamledere i Agri Nord, der har ført til en hel afdelings kollektive opsigelse. [size=3] [/size]
Ifølge en medarbejderrepræsentant, blandt de utilfredse medarbejdere, handler opsigelsen om, at ledelsen i en længere periode har skabt mistillid og utryghed på kontoret i Aars.
Blandt andet er der sket en række omrokeringer, ændringer af jobbeskrivelser og fyringer, der ifølge medarbejderne har svækket Agri Nords evne til at give en markedsledende rådgivning til kunderne.
- Vi har stor forståelse for, at man har skullet spare, og derfor har fyret folk, men vi mener, at de fyringer der er sket har ramt vores afdeling hårdt på fagligheden, og det kunne vi ikke længere leve med, siger medarbejdernes repræsentant til TV2/Nord.
Medarbejderne har ad flere omgange givet udtryk for deres frustrationer, men har i stedet for at blive hørt oplevet, at de medarbejdere der råbte højest har fået mundkurv på af ledelsen. Med fyringen af en teamleder, der gerne tog diskussionerne med ledelsen fik hele afdelingen så nok, og indgav deres opsigelser mandag eftermiddag.
- I forbindelse med en af fyringerne fik vi at vide, at hvis vi ikke kunne lige lugten i bageriet, så kunne vi finde et andet job. Det har vi så gjort, siger medarbejderrepræsentanten, der har årtiers anciennitet i Agri Nord bag sig.