Massevis af penge at spare - Aldi holder ophørsudsalg
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Kunder kan spare op til 70 procent.
Penge sparet, er penge tjent. Sådan lyder et ordsprog i hvert fald. Hvis man er enig i det, er det snart muligt at tjene mange penge.
For i 2023 lukker Aldi alle deres butikker i Danmark, og det betyder lig med ophørsudsalg. Af den grund kan det for alvor betale sig at fylde indkøbsvognen i ugen inden sidste åbningsdag.
Her reduceres prisen på næsten alle varer nemlig med 30, 50 og 70 procent. Det oplyser Aldi på deres hjemmeside.
59 af Aldis knap 200 butikker lukker i januar og februar. Seks af disse er beliggende i Nordjylland. Fra den 20. til den 26. januar kommer det de handlende i Aalborg til gavn, for her holder Aldi-butikkerne på Odinsgade 7 og Bisgaardsvej 8 ophørsudsalg.
Der er ligeledes ekstraordinært mange penge at spare hos Aldi i Fjerritslev (Parkvej 3), Løkken (Industrivej 2-4), Hurup (Østre Allé 1) og Hjørring (Frilandsvej 100) fra den 3. februar til den 9. februar
Disse varer sættes ikke ned
Pant
Tobak
Modermælkserstatning
Håndkøbsmedicin
Magasiner og aviser
Sådan foregår det
I de butikker, der lukker, vil der være ophørsudsalg fra fredagen før den planlagte lukkedag.
De første tre dage er langt størstedelen af alle varer nedsat med 30 procent. Dag fire og fem sættes varerne ned med 50 procent, mens der de sidste to dage er 70 procent at spare.
Den rabatterede pris vil ikke fremgå af prisskiltene, men rabatten fratrækkes automatisk ved kassen.
Ophørsudsalget gælder, så længe der er varer i butikken. Er alt udsolgt før den planlagte lukkedag, så drejes nøglen tidligere, l,yder det fra Aldi.
Varerne, som kunder køber under ophørsudsalget, kan ikke returneres eller byttes. Desuden skriver de, at tilbud fra ugens tilbudsavis ikke gælder i butikker med ophørsudsalg.
Rema 1000 overtager 114 af Aldi-butikkerne, og de fortsætter med at holde åbent, indtil konkurrencemyndighederne har taget stilling til handlen.