Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Markant behov for julehjælp efter bunkevis af ansøgninger

Foto: Blå Kors Danmark

Nedlukning af genbrugsbutikker har forvoldt et stort økonomisk tab og kan få mærkbare konsekvenser for julehjælpen i år.

Ansøgninger om julehjælp vælter ind hos hjælpeorganisationer. Det er status efter en rundringning til de nordjyske organisationer. Stort set alle humanitære foreninger melder om stigende interesse for at modtage hjælp til jul.

- På nuværende tidspunkt har vi allerede flere ansøgninger end sidste år, hvor vi havde rekordmange ansøgninger, siger Ulla Britt Jacobsen, administrator for julehjælpen, Blå Kors.

Det er trist at se der er så mange, der har brug for hjælp, siger hun.

Det sker samtidig med at hjælpeorganisationerne mærker konsekvenserne af, at landets genbrugsbutikker holdt lukket en periode efter 11. marts, hvor statsministeren holdt  pressemøde til nationen.

Lukningen slår igennem på regnskabet, og for hvad vi kan gøre fremadrettet. Når de penge ikke er i kassen, så går det ud over julehjælpen, siger Thomas Røddik Korneliussen, kommunikationschef ved Blå Kors.

Hos Dansk Julehjælp forventer man også markant højere antal ansøgere, da man oplever at mange familier er sendt ud i fattigdom grundet Covid-19 pandemien.

Og hos Blå Kors har man siden organisationen åbnede op for ansøgninger den 1. november modtaget 5.700 søgt om julehjælp, og der er kun økonomi til at hjælpe 1.100 familier.

Mange børnefamilier søger i år om julehjælp.

- Når man ved, hvor meget det betyder for familier, der har søgt om julehjælp, så gør det ondt i hjertet at det ser ud til at vi skal give afslag på mange ansøgere, siger Ulla Britt Jacobsen, Blå Kors. 

​​Julehjælp gør en forskel

 

​Tina Porse fra Brovst ved, at julehjælp gør en kæmpe forskel. Hun opfordrer også andre til at søge, da den var med til at redde hendes jul, da hun var blevet skilt og stod alene med fire børn juleaften.

- Hjælp betyder, at man kan holde en anstændig jul med dejlig julemad og gaver, siger hun, og håber mange vil støtte julehjælp.

Covid-19 giver røde tal på bundlinjen

Covid-19 har været udfordrende for økonomien, lyder det samstemmende fra hjælpeorganisationerne i Nordjylland.

- Vi har mistet 32 millioner kroner, fortæller Jeanette Ellen Bauer, kommunikationschef hos Kirkens Korshær. Det  er manglende indtægter fra genbrugsbutikker under nedlukning, der sætter tydelige spor, fortæller hun, og det kan akut- og hjælpepakker ikke råde bod på. Der mangler fortsat 10 millioner kroner, og der har ikke været midler til at gemme til julehjælp.

Pengene plejer at sidde løsere, når vi nærmer os jul

På gågaden i Aalborg har Frelsens Hær haft en soldat til at stå uden for Salling siden 1974.- Siden 1. november er der samlet 8.000 kroner ind af vores soldat Eva, fortæller Kurt Skjønnemand, major hos Frelsens Hær i Aalborg.

Frelsens Hær har delt julehjælp ud i mange år, og man mærker tydeligt et stort behov i år. Mange søger om julehjælp tidligere i forhold til andre år. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix.

- Hun har fortalt mig, at det er fornuftigt på dette tidspunkt, og at pengene heldigvis plejer at sidde løsere, når julen nærmer sig.  Og det bliver der brug for i år, hvis vi skal imødekomme de mange ansøgninger, der allerede er kommet nu, siger majoren fra Frelsens Hær i Aalborg.

Hos Dansk Folkehjælp håber man også på, at mange danskere vil give penge til julehjælp.

 - Vi oplever et stort antal familier i Danmark, der er skubbet ud på kanten på grund af arbejdsløshed, livskriser og senest coronakrisen, skriver Dansk Folkehjælp  i en pressemeddelse. I 2019 fik organisationen mere end 45.000 henvendelser fra enlige forsørgere. I år frygter man, at tallet bliver langt højere.

Her kan du søge støtte eller bidrage for at hjælpe andre til en god jul

Julehjælp i folkekirken uddeles af de lokale kirker. Mange kirker uddeler julehjælp fra midler, der er indsamlet i sognet.
 

Samvirkende Menighedsplejer

Hvis der ikke uddeles julehjælp i din lokale kirke, kan du søge om julelegat hos Samvirkende Menighedsplejer. Dette kræver, at du får din ansøgning attesteret hos din lokale sognepræst. Præsten kan også søge på vegne af dig. Ansøgningsfrist er 3. december 2020.
 

Dansk Folkehjælp

Familierne, der modtager julehjælp, skal være enlige forsørgere på overførselsindkomst og have hjemmeboende børn under 18 år. Ansøgningerne verificeres af de sociale myndigheder i kommunerne, så de er sikre på, at det er dem, der trænger mest, der får.

Ansøgningsfrist er 30. november 2020.
 

Mødrehjælpen

Udsatte børnefamilier med hjemmeboende børn eller fast samværs aftale og som har et lavt rådighedsbeløb kan søge om julehjælp. Ansøgningsfrist er den 11. december 2020.
 

Frelsens Hær

Julehjælpen er et tilbud til økonomisk trængte familier, der har behov for en ekstra håndsrækning til at fejre en god jul. Alle kan ansøge. Hjælpen vil blive tildelt de ansøgere, der har mest behov.

Der kan søge direkte via nettet eller ved personlig henvendelse. Ansøgningsfrist er 30. november 2020.

 

Gestus Nord

Julehjælp kan søges af økonomisk trængte familier i Nordjylland med hjemmeboende børn under 18 år.

 

Dansk Røde Kors

Røde Kors uddeler fortrinsvist julehjælp til økonomisk trængte børnefamilier. Kontakt den lokale Røde Kors-afdeling for at høre, hvordan der ansøges (der er mange lokale afdelinger, så find den nærmeste på listen). Julehjælpen består typisk af et gavekort til COOP eller en julekurv med julevarer.

 

Julehjælpen

På Julehjælpen formidler de kontakt mellem donorer og værdigt trængende familier i hele Danmark. Man kan via Julehjælpen enten donere eller ansøge om hjælp i form af legetøj, tøj, gavekort og alle de mange andre genstande, der bliver doneret af private samt virksomheder.

Ansøgningsfrist ukendt.

 

Foreningen til støtte for mødre og børn

Fonden støtter enlige mødre, og der støttes med kontante julelegater. Ansøgningsfrist er 6. december 2020.

 

Børnenes Kontor Aalborg

Klasselærere i Aalborg Kommune indstiller socialt belastede børnefamilier til at modtage julehjælp ved bestyrelsen for Børnenes Kontor. Ansøg i november.

 

Blå Kors

Blå Kors uddeler julehjælp til familier på overførselsindkomst, som mangler penge til gaver og mad. Familier og personer, som i forvejen har tilknytning til Blå Kors` arbejde i form af f.eks. væresteder, bo- og behandlingstilbud, TUBA, Barnets Blå Hus og Blå Kors’ lejre og familieture, vil blive prioriteret først. Ansøgningsfrist er 30. november 2020.
 

Lions Danmark

Nogle af Lions lokale klubber uddeler julehjælp.
 

Charity of Aalborg

Velgørenhedsforeningen Charity of Aalborg uddeler jule-købmandspakker til ældre og unge ensomme borgere, der har svært ved at overskue julens udgifter. Ansøgningsfrist er den 1. december.
 

Kirkens korshær

Du kan ikke søge julehjælp via Kirkens Korshærs hovedkontor, men hvis du kontakter det nærmeste sociale arbejdssted, kan du høre om muligheden for at søge hos dem.
 

Facebook-grupper

Der findes utroligt mange lokale og landsdækkende facebookgrupper, hvorigennem der kan søges om julehjælp i form af selskab, gaver, mad mv. Det nemmeste er at søge på "julehjælp", "julehjælp Nordjylland" eller "julehjælp Aalborg", hvorved grupperne dukker op.


Nu kan Hobros højeste bygning med vild udsigt blive din

Foto: Jacob Grønlund

Foto: Jacob Grønlund

Hvis du havde dit helt eget højhus, hvad skulle det så bruges til? Nu har du i hvert fald muligheden.

45 meter, 1612 kvadratmeter, 13 etagers højde og to bygningskroppe. Den gamle kornsilo ved Hobro Havn er lidt af en krabat, og mulighederne er mange.

- Det er vel kun fantasien, der sætter grænser. I stedet for at den bare står som en gammeldags kornsilo, tænker jeg, at det kunne være spændende og attraktivt at lave den om til noget, der kunne bruges til noget mere attraktivt for Hobro Havn, fortæller Jacob Grønlund, som er bygningsejer og direktør for Jacob Grønlund A/S.

Han har ejet bygningen siden 2008, men nu har du simpelthen mulighed for at købe den.

- Jeg tænker, man skal udnytte den højde, den har, og alle de kvardratmeter, der er inden i den.

Foto: jacob Grønlund Foto: Jacob Grønlund

Allerede lejeindtægt på plads

Bygningen har udlejet plads til antennepositioner for flere selskaber.

- Det er jo det, der er attraktivt for en investor, at der er nogle gode lejere blandt andet TDC, Telenor og 3-Mobil på nogle forholdsvis nye lejekontrakter, der løber i både 10 og 15 år, fortæller bygningsejeren, som pointerer:

- Så får du en rigtig fin lejeindtægt hvert år.

Derudover bliver bygningen ifølge Jacob Grønlund også udlejet til rapelling til ungdomsskolen og efterskoler.

Foto: Jacob Grønlund Foto: Jacob Grønlund

Kan inspireres af succes-silo i Aarhus

- Det ligger lige til højrebenet at udnytte den til ekskluive boliger med panoramaudsigt udover fjorden og byen. Det ville være oplagt. Så kunne det være fedt med en restaurant oppe i toppen. Det kunne være rigtig spændende for Hobro Havn.

Sådan lyder det fra bygningsejeren, som påpeger, at alle i Hobro kender den store markante silo nede på havnen.

- Jeg tænker, at man skal lave noget smukt og flot, som passer ind i det flotte havnemiljø, vi har i Hobro, fortæller han.

Fra reposet har man en unik udsigt, og herfra blev der blandt andet spillet en live-koncert under corona-pandemien.

Jacob Grønlund peger på et præcist eksempel på en succesfuld ombygning af en silo.

- Det, der er lidt specielt ved den her silo, er, at den har stort set samme kropsform som 'Siloetten', der ligger nede i Aarhus. 'Siloetten' er en silo, der minder om den i Hobro, hvor man har bygget kassetter på siden af den og lavet den om til eksklusive boliger

Spørgsmålet, alle nok er interesseret i, er prisen, men den vil den nuværende ejer dog ikke røbe til TV2 Nord. Jacob Grønlund opfordrer i stedet seriøse og interesserede købere til at ringe til ham og få en uforpligtende snak, hvor han nok skal fortælle prisen på siloen.


Sex-workshop: - Jeg håber at komme lidt tættere på min partner

Vi skal være bedre til at tale om sex- og seksualitet. Det mener det nordjyske firma, Zandora, som tirsdag aften holdt en sex-positiv workshop i Aalborg. TV2 Nords reporter Nicolai Porskrog var til stede til arrangementet.

Se hvordan det forløb i videoen herover.


Kovending: Aflysning af stort sportsstævne afblæst

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Deltagerne ved Ungdomslegene samlet i Vestre Fjordpark.

Da Aalborg Kommune for knap to måneder siden forhandlede budgettet for 2025 på plads, var der tilsyneladende ikke råd til at afholde Ungdomslegene i Aalborg den kommende sommer.

Efter et byrådsmøde mandag står det nu klart, at Ungdomslegene alligevel vil blive afholdt i Aalborg 29. juli til 3. august 2025. Og det glæder foreningen Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg (SIFA).

- Det er utrolig dejligt, at politikerne har ombestemt sig, og så er vi jo glade for, at vi ikke bryder traditionen på 50-året, og nu i stedet for kan fejre det, lyder det fra Ole Nielsen, der er formand i SIFA.

Ungdomslegene fandt sted for første gang i 1975, hvor Aalborg var værtsby. Ligesom OL bliver Ungdomslegene afholdt hvert fjerde år, men grundet corona var der ikke noget stævne i 2023.

Det er Aalborg og venskabsbyerne Lancaster i England, Almere i Holland og Rendsburg i Tyskland, der på skift har afholdt stævnerne. Men det er ikke kun fra de byer, at deltagerne kommer fra. Da stævnet sidst blev afholdt i 2019, med Aalborg som værtsby, var der deltagere fra 19 byer.

Håbet er, at man kan tiltrække 1000 deltagere. Det er Vestre Fjordpark og Aalborg Vestby, der vil være base for Ungdomslegene, mens stævnerne vil foregå rundt omkring i byen.


Vinterens første sne kan være faldet - og der er mere i vente

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den første sne ser ud til at være faldet i Skagen, og der er flere snebyger på vej ind over Nordjylland.

Det oplyser TV2's meteorolog Peter Tanev.

Kent Bandholm Hansen har tirsdag aften sendt et billede til TV2 fra sin matrikel i Skagen.

Vinterens første sne ser ud til at være faldet, og det skete længst mod nord i Skagen, hvor billedet er fra. Foto: Kent Bandholm Hansen / Seerfoto

Det er dog ifølge Peter Tanev svært at se på billederne, om det er snehagl, og er det tilfældet, så kan vi ikke 100 procent kalde det sæsonens første sne.

Hvis det er sne, så er det ifølge TV2 faldet cirka ni dage senere end vanligt.

Allerede klokken 20:48 bebudede Peter Tanev, at der de næste timer meget vel kunne falde sne flere steder i Nordjylland.

Her var der observeret torden tæt på Skagen, og i den forbindelse lød det:

- Når bygerne er med torden, er det typisk også en indikation på, at de er kraftige. Vi må derfor forvente, at der de næste timer kan være kraftige snebyger, der rammer den nordlige del af Jylland, siger han og tilføjer:

- Der er også ved at blive dannet en række byger i Kattegat, og det er ikke umuligt, at de også vil udvikle sig til tordenbyger.

Temperaturen ligger i øjeblikket omkring frysepunktet mange steder i det nordjyske.


Jubel hos forskere: Fossil af 55 millioner år gammel ørentvist fundet på Mors

Foto: TVMidtVest

Et knap to centimeter langt fossil af en ørentvist har vakt stor glæde blandt forskere. Nu er ørentvisten registreret som art og opkaldt efter finderen.

Der var en, der fandt den. En der syntes, den var spændende. En der fik en åbenbaring. En der gerne ville studere den nærmere, og en der var med på den.

Sådan gik det til, at fire forskere for nylig kunne udgive en artikel i et internationalt, videnskabeligt tidsskrift. En artikel med en beskrivelse af en fossil ørentvist, som viste sig at afvige fra den type, vi kender i herhjemme i dag.

- Det betyder meget for vores arbejdsglæde. Det er dejligt, hver gang det sker, og det er også noget der bliver kigget på, når museerne og vores forskning skal bedømmes, siger Jan Audun Rasmussen, der er museumsinspektør og forsker på Museum Mors.

Helt ny art

Fossilet af den 55 millioner år gamle ørentvist blev fundet i moleret på Mors af fossiljæger og museumsinspektør, Henrik Madsen for nogle år siden.

- Jeg var med det samme klar over, at her var der tale om en helt ny art, fortæller Henrik Madsen, der har set og studeret tusindvis af fossiler gennem årene.

Han fandt den ved Ejerslev på Mors, og efter at han havde behandlet den, landede den under kollegaen Jan Audun Rasmussens mikroskop.

- Det var et af den første fossiler, jeg begyndte at kigge på, da jeg kom til museet, for vi kunne godt se, at den var spændende, forklarer Jan Audun Rasmusen, der er museumsinspektør og forsker på Museum Mors.

Han tegnede ørentvisten op, og allierede sig blandt andre med seniorforsker Thomas Simonsen på Naturhistorisk Museum i Aarhus. 

Da han fik danekræet under mikroskop, fik han noget, der nok nærmest kan betegnes som en åbenbaring, da han kunne konstatere, at ørentvisten havde en slags plade, der stak ud fra ryggen mellem klosaksene. Det har ingen hjemmehørende ørentvist.

Ørentvist-fossilet viste sig at være i familie med en art, der i dag lever i Indien, Afrika Sydøstasien og Australien. Det er det første fossile eksemplar, der er fundet i verden, men det kommer ikke bag på forskerne, at den levede her for 55 millioner år siden. 

- Dengang var der subtropiske forhold i havet over det nuværende Danmark. Her var over 30 grader, så det er ikke underligt, at den varmeelskende ørntvist har levet her, fortæller Jan Audun Rasmussen fra Museum Mors.

Efter at arten nu er blevet beskrevet i detaljer af fire forskere og udgivet i tidsskriftet Palaeoentomology, er den officielt registreret som art.

Opkaldt efter finder

Ørentvisten er knap to centimeter lang, og har fået navnet Apachyus Madseni. Opkaldt efter Henrik Madsen, der fandt den i de 55 millioner år gamle moleraflejringer.

 - Det er jo sådan noget, der giver mit arbejde mening, så det ikke kun er straffearbejde at gå rundt og hakke med en hammer, siger Henrik Madsen, der også indrømmer, at han er en smule stolt over, at hans navn nu bliver foreviget gennem et fossil - i øvrigt for ottende gang.

Ørentvisten bliver udstillet på Fossil- og molermuseet på Mors, når museet åbner til påske.