Marie Bjerres mand fik beskeden i går: - Det grinede jeg lidt af
- Vi har en god aftale, fortæller Marie Bjerres mand om familiens "arrangement".
Marie Bjerre (V) er efter to uger tilbage som digitaliserings- og ligestillingsminister.
Det sker efter erhvervskvinden og TV-kendissen Mia Wagners pludselige sygemelding, der nu får 'løvinden' til helt at trække sig som minister efter et historisk og tumultarisk forløb.
Nu skal manden, Jan Bjerre Holst, igen indstille sig på at dele postkasse med en minister.
Overfor TV2 Nord erkender han da også, at de sidste to uger, siden Marie Bjerre grådkvalt overdrog sin ministerpost, har været "en rutsjetur for både Marie og hele familien," siger Jan Bjerre Holst om sin hustru og nye, 'gamle' ligestillingsminister.
På en måde et meget passende ministerium, når man tænker på familiens egen dagligdag.
Tidligere i Marie Bjerres Folketings-karriere stod hun og Jan på TV2 Nord åbent frem og fortalte om deres 'arrangement', hvor det blandt andet var Jan, der afholdt barsel.
Marie Bjerre langede også ud efter et læserbrev, der med overskriften 'Er minister kun et bijob?' kritiserede den nu genudnævnte minister for at tage sin yngste med på job.
- Det er det mest sexistiske debatindlæg, jeg nogensinde har set, tordnede Marie Bjerre dengang.
Nu kan hun altså efter to ugers pause tage fat igen. Det er en anerkendelse, at hun genindsættes, skriver TV2 Nords Søren Wormslev i sin analyse.
- Det er jo også vores oplevelse, hun gjorde det godt, lyder det fra Jan Bjerre Holst, der erkender, at det var en overraskende melding, da 'fyringen' kom.
- Det var heller ikke noget vi lige havde set komme, men sådan er politik - og så gik der lige et par dage med at slikke sårene hjemme i familien. Så rystede hun det af sig, fortæller Jan Bjerre Holst.
Et opkald - så var hun minister igen
Så meget desto mere er Marie Bjerre klar igen. Det fortalte hun til sin mand i telefonen i aftes.
- Hun ringede i går og fortalte det. Ja - det grinede jeg da lidt af. Men det er jo på en trist baggrund og skidesynd for Mia Wagner. Det havde jeg ikke ønsket for nogen, siger Jan Bjerre Holst.
Det betyder, at familien må vende tilbage til den hverdag, de har haft siden Marie Bjerre første gang blev udpeget som minister i SVM-regeringen efter valget for godt et år siden.
- Vi bor jo her i Nordjylland og har lavet en god aftale, synes jeg selv. Marie tager afsted mandag aften eller tirsdag morgen og kommer hjem fredag, og så gearer vi lidt ned i weekenden.
- Så det har ikke haft de store konsekvenser (for vores familie, red.), for der har ikke rigtig været nogen forskel (på minister eller ej, red.). Måske nogle timer eller tre, siger Jan Bjerre Holst, der altså nu må "aflevere" de timer tilbage igen.
Rutsjetur - men ikke for ham
Faktisk tror han, at det havde været langt sværere, hvis de boede i København - for så ville Marie Bjerre dagligt vende hjem, og derfor ville det være så meget mere omvæltende at gå fra det ene til det andet.
Selvom de sidste to uger har været en tur i rutsjebanen for Marie Bjerre, er det dog ikke tilfældet for hendes mand, afslører han selv.
Men er det fordi, du er rolig af natur eller bare vaccineret af at have en kone i noget så omskifteligt som politik?
- Det er sgu' nok en kombination. Jeg er ved at være vaccineret af politik, for hvis der er mange dagsordener i det offentlige, så er der i titusindvis i politik, slutter Jan Bjerre Holst, der selv arbejder i Forsvaret, grinende.
Se tidligere indslag om Marie Bjerre og familien, blandt andet med Jan Bjerre Holst, fra 2021.