Marianne Jelved: Skolen er blevet ødelagt af nationale test
Se debatten om nationale test i folkeskolen her.
Ved Folketingets åbning blev der blandt andet debatteret nationale test i folkeskolen.
Det er en katastrofe, at man i ti år har brugt adaptive test i folkeskolen, som tilpasser sig elevernes niveau undervejs, og de skal kasseres hurtigst muligt til fordel for en ny måde at teste på.
Sådan lyder det fra det nordjyskvalgte folketingsmedlem for De Radikale, Marianne Jelved, da der tirsdag var debat i forbindelse med Folketingets åbning.
Vi har brugt dem i ti år, og de virker ikke. Vi skal finde bedre måder at måle på.
Marianne Jelved, folketingsmedlem
- Skolen skal på ret kurs igen. Det er nødvendigt, for skolen er blevet ødelagt af nationale test, som ikke virker. Det synes jeg, er en katastrofe, siger Marianne Jelved.
Også Dansk Folkepartis Bent Bøgsted er positiv overfor en at teste folkeskoleelevernes niveau på en nye måde.
- Jeg vil ikke udelukke, at man kan finde bedre test. Kommer der en bedre model, er det OK at ændre det, siger han.
Siden 2010 har eleverne i folkeskolen ti gange i løbet af skoleårene skullet tage de obligatoriske tests.
- Vi har brugt dem i ti år, og de virker ikke. Vi skal finde bedre måder at måle på. Den test, vi har nu, dur bare ikke – der er alt for meget usikkerhed om, hvordan man egentlig skal tolke den, siger Marianne Jelved.
Ny model på vej
Marianne Jelveds bønner bliver snart hørt. For nylig meddelte undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokratiet, at der skal findes en ny måde til at teste eleverne.
- Regeringen ønsker at afskaffe de nationale test i de mindste klasser og generelt nytænke anvendelsen af test i folkeskolen, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse.
Ministeren understregede, at arbejdet med at finde en ny løsning skal gå stærkt.
- Vi ønsker at finde et ordentligt og varigt alternativ, som kan træde i kraft hurtigt, sagde hun.
- Vi kan drømme nok så meget
Ved debatten i forbindelse med Folketingets åbning mente det nordjyske folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet, at det var nødvendigt at sætte ind et helt andet sted i første omgang for at få en bedre folkeskole.
Vi kan drømme nok så meget, men det nytter ikke, hvis ikke vi kan rekruttere personale og fastholde det.
Flemming Møller Mortensen, folketingsmedlem
- Vi kan drømme nok så meget, men det nytter ikke, hvis ikke vi kan rekruttere personale og fastholde det. Derfor skal vi satse benhårdt på at lytte til de fagprofessionelle og høre, hvad der skal til for at tiltrække personale – for vi slider personalet ned, siger han.
Marianne Jelved er helt enig i, at der er en kæmpe udfordring, når det kommer til personalet på skolerne.
- Lærerne er slidt ned, og det er en katastrofe. Derfor skal vi tale mere om, hvad meningen med skolen er, i stedet for at måle eleverne på en millimetermålestok, siger hun.
Se TV2 Nords dækning af Folketingets åbning her: