Mangel på frivillighed presser kulturlivet
Sommeren er højsæson for nordjyske sports- og kulturbegivenheder, men flere steder er det svært at få nok frivillige ombord.
Thy Rock, Dana Cup, Skagen Festival og Rock i Frederikshavn.
Fortsæt selv.
Det skorter ikke på sports- og kulturbegivenheder i Nordjylland sommeren over, men for at det hele kan løbe af stablen, kræver det frivillige.
- Frivillige betyder alt. Det er grunden til, at vi kan bygge sådan en koncert op, fortæller Casper Høgsted, arrangør af Rock i Frederikshavn.
Han forklarer, at de heldigvis har kunnet finde frivillige hænder nok til at være helt klar, når det går løs lørdag – men det er ikke kommet helt af sig selv.
- Vi har tydeligt kunnet mærke, at coronaen har sat sine spor – det har været sværere at få fat i de frivillige, end det plejer, lyder det.
Kan få konsekvenser
Et andet sted, det kan mærkes, at de frivillige er blevet sværere at lokke til er i hos Dana Cup i Hjørring. Her spiller frivillige en stor rolle, når der f.eks. skal laves og serveres mad for 13.000 mennesker, to gange om dagen.
- Det er op ad bakke. Lige nu har vi kun omkring halvdelen af de, som plejer at hjælpe til, siger Jette Andersen, formand for Dana Cup.
De manglende hænder kan få konsekvenser.
- Det kan være, at vi bliver nødt til at drosle ned på nogle ting, og det ville være rigtig ærgerligt.
Jette Andersen er dog fortrøstningsfuld og tror på, at det nok skal lykkes.
En lang tradition
Tilbage i Frederikshavn har Casper Høgsted et bud på, hvordan de har været i stand til at samle mellem fem og sekshundrede frivillige.
- Vi har lavet koncerter her i over 20 år, og de frivillige, som er med, kommer igen – og de tager måske nogle venner med. Så selvom der falder nogle fra, kommer der også nye til.
Hos de frivillige i Frederikshavn er der ikke nogen tvivl om, hvorfor de gør det.
- Udover en masse gode venskaber, giver det mig en stolthed at være med til, siger David Mortensen fra Frederikshavn.
Så det var ikke svært at overtale dig til at være frivillig i år?
- Slet ikke. Jeg gør det igen næste år, slutter han.