Mange kører med fremmede
Det kan være både dyrt og tidskrævende at tage offentligt transport. Det mener flere og flere nordjyder, som i stedet er begyndt at søge alternative transportmuligheder. Mange kører derfor sammen med andre - som de slet ikke kender.
Det er populært at give lift i bil til fremmede, der skal samme vej. Samkørsel er blevet så organiseret, at det er nemt at finde et lift.
Cecilie Kobbelgaard skal fra Aalborg til Aarhus. En tur hun kører mange gange om ugen - men næsten aldrig alene.
- Jeg kører jo turen to gange om dagen, fordi jeg arbejder her i Aalborg, men bor i Aarhus, siger Cecilie Kobbelgaard.
I dag skal to passagerer køre med. De skal også til Aarhus, og vil hellere køre med i en privat bil, end tage den offentlige transport.
- Det er meget billigere, end at tage med tog og bus. Jeg sparer tid på det, og så er det hyggeligt at møde nogle nye mennesker, siger Christina Chrone fra bagsædet af bilen.
Samkørslen er organiseret. Via en række sider på internettet, kan passagerer og billister finde hinanden. Flere tusinde danskere får hver dag et lift på den måde.
- Jeg begyndte på det, fordi jeg var træt af DSB og deres høje togpriser. Det blev bare dyre og dyre, og de fjernede en masse billettyper, som jeg egentligt benyttede mig af før, så jeg tror bare jeg fik nok af det, siger Alexander Eeg Jensen, der også er passager i bilen.
De kender altså ikke hinanden i forvejen, men har fundet sammen via hjemmesiden Goremore.dk.
- Jeg synes bare det er dumt, at rigtig mange kører langt hver dag, og der så kun sidder én i bilerne, siger Cecilie Kobbelgaard.
Hun slår alle sine køreture op som lift på internettet, og får på den måde næsten altid selskab i bilen.
- I starten handlede det meget om pengene, for da jeg købte bil, kunne jeg næsten ikke få det til at løbe rundt. Men i dag handler det mere om mere om miljø for mig. Jeg kan slet ikke forstå at folk kører alene, siger hun.
De to passagerer betaler 60 kr hver for at komme med til Aarhus. Til sammenligning koster en almindelig togbillet på strækningen 194 kr.
Det er altså en god forretning for alle parter - også for miljøet.