Foto: Nordjyllands Trafikselskab
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mange buslinjer ændres i dag: Få overblikket her

11. august markerer flere ændringer, når vinterkøreplanen for busserne træder i kraft i Nordjylland.

Udrulningen af projektet Fremtidens Kollektive Trafik får søndag 11. august gennemført sin første etape.

Det er Nordjyllands Trafikselskab (NT), der står for udrulningen, og det giver en helt flere ændringer med sig. 

Her kommer der flere afgange med expresbusser - mens andre linjer skæres i. Eksempelvis nedlægges linje 74 mellem Asaa og Aalborg til fordel for flere afgange med 974X.

NT kommer blandt andet med begrundelsen, at de vil sikre mest mulig mobilitet i Nordjylland uden, at omkostningerne stiger. Derfor fjernes nogle af de busser, hvor der er færrest med.

11. august markerer også ændringer i bybusnettet i Aalborg Kommune. Her er det kommunen, som har ønsket at ændre på flere linjer for at få flere til at tage bussen og dermed færre i bilen. 

Med de mange ændringer har vi på TV2 Nord forsøgt at lave et overblik over, hvor man fra i dag skal holde øje med ændringer - og selvfølgelig hvilke ændringer der nu er gennemført. Det kan du få overblikket over herunder i tabellerne herunder, hvor den første dækker ændringer fra NT og den næste ændringer for Aalborg Kommunes bybusser.

Busrute

Ændringer

Linje 50 Aalborg – Nibe - Løgstør

Linje 50 kører fra Aalborg St. ad Prinsensgade, Hasserisgade, Hasserisvej og Letvadvej til City Syd, i stedet for Hobrovej.

Ved Sebbersund stopper linje 50 ved det nye stoppested ved landevejen. Bussen kører ikke længere gennem Sebbersund by.

Busserne på linje 50 får 9 afgange i hver retning i myldretiden på hverdage og stopper som noget nyt ved Hasseris Gymnasium og Katedralskolen i Aalborg.

Om formiddagen, aftenen og i weekender kører linje 50 ikke. Skal du rejse til/fra Valsted, Barmer og Kølby, kan du i stedet benytte Plustur til stoppestedet i Brøndum eller Sebbersund, og køre videre med linje 950X derfra.

Skal du rejse til/fra Frejlev og Sønderholm, kan du i stedet benytte bybuslinje 18.

Linje 74 Aalborg – Hjallerup – Dronninglund – Asaa

Linje 74 (inkl. 74N) nedlægges. Rejser du mellem Aalborg, Hjallerup, Dronninglund og Asaa kan linje 974X benyttes i stedet.

Rejser du på strækningen Aalborg – Vodskov – Hjallerup kan linje 73 fortsat benyttes. Samt bybuslinje 1 på strækningen Aalborg – Vodskov.

Try Efterskole betjenes ikke længere om søndagen. Du kan i stedet bestille en Plustur fra stoppestedet i Hjallerup eller Dronninglund.

I landområderne mellem Hjallerup, Dronninglund og Asaa kan du bestille en Plustur til nærmeste stoppested, og køre videre med linje 974X derfra.

Linje 73 Aalborg – Hjallerup – Sæby - Frederikshavn

Der er ingen rutemæssige ændringer for linje 73.

Linje 100 Aalborg – Nibe – Farsø - Hvalpsund

Linje 100 kører fra Aalborg St. ad Prinsensgade, Hasserisgade, Hasserisvej og Letvadvej til City Syd, i stedet for Hobrovej.

Linje 100 får 8 afgange i hver retning i myldretiden på hverdage og stopper som noget nyt ved Hasseris Gymnasium og Katedralskolen i Aalborg.

Om aftenen og i weekenden kører linje 100 enkelte afgange mellem Hvalpsund og Nibe, med forbindelse til rute 950X mod Aalborg.

Om formiddagen, aftenen og i weekender betjener linje 100 ikke længere Frejlev og Sønderholm. Du kan i stedet benytte bybuslinje 18.

Linje 974X Aalborg – Hjallerup – Dronninglund – Asaa

Linje 974X får 2 nye stop i Hjallerup.

Busserne på linje 974X kører hver time alle dage og hver halve time mellem Dronninglund og Aalborg i myldretiden.

Linje 974X får 2 afgange i hver retning natten efter fredag og lørdag.

Linje 950X Aalborg - Nibe - Løgstør

Linje 950X får 4 nye stoppesteder. I Skalborg ved Sofiendalskolen, på Løgstørvej ved Sebbersund og Farstrup samt i Brøndum.

Linje 950X bliver afkortet ved Løgstør og betjener ikke længere Ranum og Rønbjerg. Du kan i stedet benytte linje 111 på strækningen Løgstør-Ranum eller bestille en Plustur fra stoppestedet i Løgstør eller Ranum.

Busserne på linje 950X kører hver time alle dage og hver halve time mellem Nibe og Aalborg i myldretiden.

Linje 950X får 2 afgange i hver retning natten efter fredag og lørdag.

Kilde: NT

I tabellen herunder ser du alle de mange ændringer, der sker i Aalborg Kommune:

Busrute

Ændringer

Linje 1

Busserne kører ikke længere til/fra Sønderholm. Sønderholm og Frejlev bliver i stedet betjent af linje 18, 50 og 100.

Linje 2

Linje 2 bliver forlænget til Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU) hver halve time.

Linje 5

Ruten bliver forlænget til Østhavnen og City Syd. Der er enkelte daglige afgange til Skelagervej.

Linje 6

Ruten bliver udvidet til fire afgange i timen i myldretiden og to afgange i timen uden for myldretiden mellem klokken 07.00 og 18.00.

Linje 11

Ruten kører ikke længere til Skallerupvej, men bliver afkortet til Troensevej. Skallerupvej bliver i stedet betjent af linje 18. På sigt forventer vi, at linje 11 bliver forlænget til en ny endestation ved Hasseris Enge.

Linje 12

I Nørresundby bliver ruten ændret, så den kører via Stationsvej, Viaduktvej, Forbindelsesvejen, Vikingevej og Vangen til en ny endestation ved Løvbakken.

Linje 13

I Nørresundby bliver ruten ændret til Thistedvej, Lufthavnsvej, Ny Lufthavsvej. Herfra kører ruten til Vadum, Nørhalne, Biersted og Aabybro.

I Gug bliver ruten ændret, så den kører direkte via Gugvej og Byplanvej til Zeusvej. På sigt forventer man, at hver anden afgang på linje 13 bliver forlænget til en ny endestation på Kong Minos Vej.

Linje 14

På sigt forventer man, at ruten bliver forlænget til en ny endestation ved Sofiendal Enge.

Linje 15

Ruten bliver omlagt til Kong Hans Gade, Annebergvej og Svalegårdsvej. Herfra kører den videre ad Under Lien til endestationen ved Jeronimusvej.

Linje 16

Ruten bliver omlagt til Vesterbro, Limfjordsbroen, Østergade, Engvej, Limfjordsvej, Stigsborg Bygade, Engvej, Østergade, Hjørringvej, Forbindelsesvejen, Studievej og Vangen til den eksisterende endestation ved Løvenborgparken.

Linje 17

Der sker ingen ændringer på linje 17.

Linje 18

Ruten bliver forlænget til Assensvej og udvidet til at køre med fast halvtimesdrift. Ekstrakørsel til Tech College bliver tilpasset det aktuelle behov og kører (fortsat) fra perron 8 og 9 på regionalbusterminalen i Aalborg.

Linje 19

Linje 19 er den tidligere linje 39. Udover navnet er der ingen ændringer.

Servicelinje S1

S1 bliver til teletaxi T1. Ruteforløb og stoppesteder fremgår af køreplanen. Ved bestilling aftaler du med chaufføren, hvornår du skal med, og hvilke stoppesteder du skal rejse fra og til.

Servicelinje S2

S2 bliver til teletaxi T2. Ruteforløb og stoppesteder fremgår af køreplanen. Ved bestilling aftaler du med chaufføren, hvornår du skal med, og hvilke stoppesteder du skal rejse fra og til.

Kilde: NT


Foto: Aalborg Zoo

Ministerium har opgivet kontrol med frygtet virus: Her vaccinerer Aalborg Zoo

Aalborg Zoo har onsdag vaccineret flere af dyrene i haven mod nyankommen virus.

Aalborg Zoo tøvede i første omgang med at vaccinere deres dyr mod Bluetongue, men onsdag blev de udsatte dyr vaccineret mod virussen.

- Der er kommet et større smittetryk, og så skulle vi allerede vaccinere tre vikunjaer, der skal til Tyskland, fortalte dyrlæge i Aalborg Zoo Trine Hammer Jensen tirsdag.

Aalborg Zoo har valgt at vaccinere Vikunjaer, rensdyr og geder, fordi de er mest modtagelige mod virussen, da den primært rammer drøvtyggere.

Bluetongues første tilfælde i Nordjylland blev fundet i Morsø Kommune 12. september.

I en pressemeddelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri tidligere på måneden lød det, at smitten spredte sig i landet.

Derfor havde man opgivet kontrollen med smitten:

- Sygdommen, der rammer drøvtyggere, har de seneste uger spredt sig med høj hast, og er nu udbredt i hele landet. Derfor lemper Fødevarestyrelsen nu reglerne, så besætningsejerne igen kan flytte deres dyr i Danmark. Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) følger udviklingen tæt og understreger, at reglerne for handel med dyr i EU og eksport fortsat er uændrede, lyder det.


Foto: StoryPark Media

Det betyder sundhedsudspillet for Nordjylland

Det er ikke småting, der kommer til at ske i Region Nordjylland, som dog får lov til at bestå.

Med SVM-regeringens længe ventede sundhedsudspil lægges der op til store forandringer - både på nationalt niveau og i Nordjylland.

Nogle af nyhederne - hvis vi ser på det med nordjyske øjne - er, at der kommer 70 flere pladser på lægeuddannelsen i Aalborg, og at landsdelen skal have to nye såkaldte sundhedsråd, som skal sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet.

Region Nordjylland består som administrativ og politisk enhed. Den skal i fremtiden styres af et regionsråd på 25 medlemmer. I øjeblikket er der 41, så de nordjyske vælgere skal til november næste år vælge betydeligt færre regionspolitikere end hidtil. 

Det kan betyde, at ikke så mange dele af regionen som hidtil repræsenteres i regionsrådet. Omvendt har det været en offentlig hemmelighed, at ikke alle 41 folkevalgte i regionens hidtidige historie har ment, at der var meningsfulde opgaver til alle.

Råd i stedet for klynger

I nogle år har der i Nordjylland været fire såkaldte sundhedsklynger, der skulle koordinere indsatsen. De har, erkender man nu i regeringen, ikke fungeret. I stedet får Nordjylland to såkaldte sundhedsråd, angiveligt med flere muskler, mere ansvar - og med penge. 

Sundhedsrådene skal, som det blev sagt på dagens pressemøde, “presse behandlingerne mere ud fra sygehusene og tættere på borgerne”.

Det ene sundhedsråd, Sundhedsråd Vendsyssel, skal dække Hjørring, Frederikshavn, Læsø og Brønderslev kommuner med 160.000 indbyggere. Dette råd får ni medlemmer - politikere fra dels byråd, dels regionsråd. Rådet får udover at koordinere også til opgave at etablere “fysiske rammer for lokale sundhedsindsatser”. Til det kan man i de nordligste kommuner ifølge udspillet få 180 mio. kr. 

Det svarer til 1150 kr. pr. borger - det højeste beløb pr. borger, som noget sundhedsråd i landet får.

Hvilket er i pagt med en af udspillets grundtanker: At man skal fordele pengene skævt ud over landet.

De resterende nordjyske kommuner med 432.000 indbyggere får også et sundhedsråd, Sundhedsråd Limfjorden. Her skal der sidde 16 folkevalgte, som får 260 mio. kr. at forvalte, svarende til 600 kr. pr. Indbygger.

TV2 Nords politiske analytiker udlægger det seneste udspil.

Opgaver flyttes rundt

For hele landet gælder, at der også flyttes rundt på opgaver. Fordelingen af ydernumre for læger, som i dag foretages af regionen, skal i fremtiden ske i statsligt regi. Sagt med Moderaternes Lars Løkke Rasmussens ord: “Nationen tager større ansvar”.

Samme Lars Løkke Rasmussen lagde på pressemødet ikke skjul på, at han gerne havde set, at Region Nordjylland ikke var fortsat som selvstændig region. De to andre regeringspartier ville det anderledes - og fik deres vilje.

Men der flyttes rundt på opgaverne. Akutsygepleje, som i dag ligger i kommunerne, overføres sammen med flere andre opgaver til regionen. I praksis vil en stor kommune som Aalborg nok også fremover kunne løse nogle af disse opgaver, men i fremtiden på regionens vegne. I andre, mindre kommuner er man måske ikke udadtil begejstret over at miste opgaver, men uofficielt har garvede borgmestre i flere år erkendt, at nogle af disse kommuner er for små til at løfte en række af disse opgaver fagligt godt nok.

Til gengæld må regionen sige farvel til nogle af de nuværende opgaver. It og innovation på sundhedsområdet skal primært styres på nationalt niveau. En af de mindre regionale opgaver - kultur - flyttes til kommunerne.

Og så forsvinder en enkelt regional opgave helt, hvis udspillet bliver til virkelighed. Regionerne har, siden de blev født for knap 20 år siden, i hver valgperiode skullet udarbejde en såkaldt regional udviklingsplan. Den og “aktiviteter knyttet hertil bortfalder,” hedder det i udspillet, der begrunder det med, at midlerne, som har været brugt på dette, skal bruges på andre og vigtigere opgaver.


Greenpeace Foto: Greenpeace Danmark

Greenpeace anker 'grotesk' stor bøde efter aktion ud for Frederikshavn

Aldrig er Greenpeace i Danmark blevet idømt så stor en bøde.

Greenpeace giver ikke så let op.

Onsdag oplyser klima- og miljøorganisationen, at de har valgt at anke den historisk store bøde, som Retten i Svendborg tildelte dem 3. september. En bøde, de selv mener, er grotesk stor.

I en pressemeddelelse kalder Greenpeace sagen 'uhyre principiel', og de forudser, at den i fremtiden kan få stor indflydelse på, hvordan man i fremtiden kan udføre fredelige protester.

- Helt overordnet savner dommen proportionalitet. Der var tale om en fredelig protest med nogle få kajakker, svømmere og et lille sejlskib, der i demonstration mod russisk olie var årsag til, at nogle olietankere kortvarigt måtte ændre kurs på åbent vand. Det er skudt helt forbi målet, når retten straffer den handling med så abnormt stor en bøde, siger kampagnechef i Greenpeace Danmark, Sune Scheller.

Greenpeace udførte en række demonstrationer i marts 2022, og efterfølgende blev de dømt for at bringe sø-sikkerheden i fare. Aktivister, der sejlede i gummibåde og kajakker, demonstrerede mod omlastning af russisk olie i farvandet ud for Frederikshavn.

Fortryder ikke

Aktivisterne lykkedes med at blokere for omlastningen i mere end 24 timer. De sørgede nemlig for, at det græske tankskib Seaoath og supertankeren fra Indonesien, Pertamine Prime, ikke kunne komme tæt nok på hinanden.

Det gjorde aktivisterne blandt andet ved at hoppe i vandet med bannere og svømme tæt på den 300 meter lange supertanker.

- Vi står ved vores handlinger, og vi benægter ikke, at aktivisterne lagde sig i vejen, så olietankerne kortvarigt måtte ændre kurs på åbent vand. At byretten finder, at vi i den forbindelse har overtrådt vores vigepligt og svømmet et sted, man ikke må svømme, tager vi derfor på os, siger Sune Scheller og tilføjer:

- Ankesagen handler derfor ikke om, hvorvidt søfartsreglerne blev overtrådt eller ej, men derimod om hvad der er en rimelig straf for fredelig civil ulydighed, når den er rettet mod dansk og anden europæisk import af olie, der finansierer en ulovlig krig mod civilbefolkningen i Ukraine, siger han.

Får Greenpeace ikke omstødt dommen, skal de grave ualmindeligt dybt i muldvarpeskindet. Bøden lyder lige nu på 360.000 kroner.


Uheldig debut uden kørekort: 17-årig kvinde kører ind i politibil

En forespørgsel fik konskvenser for billisterne

En komisk historie.

Sådan beskriver politikommissær hos lokalpolitiet ved Himmerlands Politi, Lars Rosenvinge, episoden tirsdag nat.

Kort efter midnat fik de en melding om et mindre færdselsuheld ved Enghavevej i Farsø.

En 17-årig ung kvinde fik overtalt en personerne i bilen, til at hun måtte prøve at køre en tur, selvom hun ikke har kørekort.

Men, hvad der for mange er en uskyldig manøvre, fik konsekvenser.

Da den 17-årige kvinde skulle bakke, kom hun nemlig til at bakke ind i en anden bil med nogle passagerer, man nødigt vil møde, når man laver en bule.

- Det er en af vores patruljebiler, hun kommer til at køre ind i, med politifolk i, oplyser Lars Rosenvinge.

Betjentene fik fat i kvinden, og der blev lavet en færdselsuheldsrapport

Hun bliver sigtet for ikke at have førerret, og vedkommende, der har lånt hende bilen, bliver sigtet for at have overladt føringen til én, der ikke har kørekort.

- Det var, hvad man kalder en uheldig debut på landevejene, afslutter politikommissæren.


Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord

Michelle er lige fyldt 33 år: Nu begynder hun på uddannelsen

Interessen for at søge ind på merituddannelsen til pædagog er steget markant. Sidste år søgte for få ind til, at UCN kunne oprette et hold. I år har UCN oprettet to hold med i alt 53 studerende.

Det er ikke fordi, at 33-årige Michelle Valentin Engsted ikke ved, hvad hun har med at gøre med på sit arbejde. Men med otte års erfaring som pædagogmedhjælper og handicaphjælper, har hun nu besluttet sig for at få papir på sine færdigheder og kundskaber. De næste tre år læser hun til pædagog på merituddannelsen på UCN i Aalborg.

- Der kom lige tre børn i vejen, og så har jeg altid været glad for at gå på arbejde, fortæller Michelle Valentin Engsted fra Nørhalne i en pause fra undervisningen på UCN på Mylius Erichsens Vej i Aalborg.

I begyndelsen af september begyndte hun på sit nye studie. Hun skal i de kommende år gå i skole torsdag og fredag samtidig med, at hun passer sit arbejde på fuldtid på et botilbud.

- Jeg trænger til at få noget faglig viden om det, som jeg hver dag går og gør. Jeg føler mig sommetider lidt bagud i forhold til mine uddannede kolleger, siger hun.

UCN fik sidste år for få ansøgninger til at kunne oprette et hold for meritstuderende til pædagog. I år er der oprettet to hold for i alt 53 studerende.

Se hele indslaget herunder:

Michelle har store forventninger til meritpædagoguddannelsen.

Chancen opstod

- Jeg har hele tiden haft en aftale med min arbejdsgiver, om at jeg gerne ville videre med mit fag. Nu opstod chancen så, og nu er jeg i gang, siger Michelle Valentin Engsted.

Det bliver et puslespil for den nye studerende. Hun skal i de næste tre år både passe sit nuværende fuldtidsjob, sin familie og sin nye uddannelse.

- Der bliver noget at koordinere. Jeg skal jo have fri fra arbejde til at gå i skole torsdag og fredag, og så må jeg tage vagter i weekender, hvor jeg ikke har mine børn. Så må jeg lave lektier, når børnene er hos min eks-kone, og når jeg kan finde huller til det, siger Michelle Valentin Engsted med et stort smil.

Foreløbig vil hun bruge den nye viden på sit nuværende arbejde.

- Men det er også en fremtidssikring. Der er rift om pædagogmedhjælpere men der er endnu mere brug for uddannede pædagoger. Så jeg tror, at det er fornugtigt at tage uddannelsen nu, siger Michelle Valentin Engsted.