Mandlige pædagoger skal lokkes i børnehave
Foto: Jesper Lange
Aalborg, Skanderborg, Fredensborg og Hørsholm Kommuner får penge fra Ligestillingsministeriet til forsøg, der skal tiltrække flere mænd til børneinstitutioner.
Børn i vuggestuer og børnehaver må kigge langt efter mandligt selskab. Kun syv procent af de ansatte i landets daginstitutioner er mænd, og det er alt for få, mener ligestillingsminister Manu Sareen (R).
- Vi risikerer, at børnene ikke ser mænd som de vigtige omsorgspersoner, de jo er, siger ministeren i en pressemeddelelse.
Ministeriet har derfor bevilget 1,2 millioner kroner til fire kommuner, Aalborg, Skanderborg, Fredensborg og Hørsholm, som med hver sit projekt skal forsøge at rekruttere flere mænd. Erfaringerne skal siden komme børn i de øvrige kommuner til gavn.
- Vi skal nedbryde myten om, at arbejdet med de mindste bare er pasning og bleskift. Der sker så meget i løbet af børns første leveår, og der er nogle fantastiske muligheder i at være pædagog for de yngste, siger Manu Sareen.
I Aalborg Kommune er fire procent af pædagogerne mænd, og derfor vil områdeleder Helle Berg gerne blive klogere på, hvad kommunen skal gøre for at få flere til at søge. I 2015 åbner kommunen en ny institution, og håbet er at få en mere ligelig kønsfordeling.
- Vi har nogle antagelser om, hvorfor det er sådan. Måske synes mænd ikke, det er spændende nok - måske har de ikke lyst til at være ansat på en arbejdsplads med mange kvinder. Nu vil vi undersøge, om antagelserne holder stik, eller om der er helt andre grunde, siger Helle Berg til Ritzau.
Derfor skal alle mandlige pædagoger interviewes om deres syn på jobbet, ligesom kommunen vil indføre en ordning "lej en mand", hvor mandlige pædagoger ansættes i kortere perioder. Eksempelvis i 14 dage, hvorefter de videregiver deres erfaringer til kommunen.
Måske har de forslag til en mere fleksibel fysisk indretning, så eksempelvis dukkekrogen kan ændres til et andet formål, når der er behov for det.
- Det kan også tænkes, at vi skal se på pausekulturen i institutionerne - måske ønsker mænd at holde pause på en anden måde end kvinder, siger Helle Berg.
Mere tydelige jobbeskrivelser, rekrutteringsnetværk og tilbud om at mændene kan tilknyttes samme stue er blandt de initiativer, som de øvrige kommuner vil afprøve.