Mand anholdt: Fremstillede sprængstof og lavede prøvesprængning i skov
Foto: TV2/Nord
En mand fra Fjerritslev-området bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for at være i besiddelse af kemikalier, der kan bruges til at fremstille sprængstof.
Nordjyllands Politi fremstiller fredag klokken 13 en mand fra Fjerritslev-området i grundlovsforhør. Han er sigtet efter straffelovens paragraf 192a, der blandt andet handler om fremstilling af sprængstoffer.
- Han er sigtet for at være i besiddelse af en masse kemikalier, der kan bruges til at fremstille sprængstoffer, siger anklager Peter Rask, der endnu ikke ved hvor store mængder kemikalier, der er tale om og hvilket sprængstof, manden har fremstillet.
Peter Rask fortæller at manden angiveligt har fremstillet og afprøvet sprængstoffet i en skov i Nordjylland og nu skal en udtalelse fra Forsvarets ammunitionsrydder-tjeneste lægge til grund for sagen.