Målkrise koster AaB-angriber startplads mod Dynamo Kiev
Foto: Michael Kragmann
Efter syv kampe uden scoringer må Anders K. Jacobsen tage plads på udskiftningsbænken mod Dynamo Kiev.
To målløse måneder koster nu angriberen Anders K. Jacobsen pladsen i AaB's startopstilling.
Danmarksmestrenes træner, Kent Nielsen, har sendt den fynske forward på bænken til Europa League-kampen mod Dynamo Kiev torsdag aften, efter at Jacobsen har spillet syv kampe i træk uden at komme på måltavlen.
Jacobsen er ellers en af hovedårsagerne til, at AaB overhovedet befinder sig i et europæisk gruppespil efter sine to scoringer i 2-0-sejren over Dinamo Zagreb tidligere på sæsonen.
Men efter en flot start på efteråret har angriberen ramt en målmager periode, og i stedet har Kent Nielsen valgt Nicklas Helenius og Thomas Enevoldsen som angrebsduo fra start mod ukrainerne.
Det er én af to personaleændringer i forhold til startopstillingen mod Hobro i fredags. Nicolaj Thomsen erstatter Frederik Børsting og går ind på aalborgensernes venstrekant, mens Andreas Bruhn rykker over i højre side.
Her er AaB's startopstilling mod Dynamo Kiev i en 4-4-2-opstilling:
Nicolai Larsen - Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Donny Gorter - Andreas Bruhn, Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen - Thomas Enevoldsen, Nicklas Helenius.
Kampen på Nordjyske Arena starter klokken 19.
/ritzau/