Mærsk-kontrakt til Bladt Industries
Fotograf: Kasper Alstrup
Bladt Industries A/S har sikret kontrakt med Maersk Oil.
Maersk Oil vil udvide i Nordsøen, og i den forbindelse skal der designes og fremstilles en boreplatform. Den opgave er blevet givet til den nordjyske stålentreprenør Bladt Industries, som d. 1. maj næste år skal have både platform og en forbindelsesbro klar.
- Der er op mod 150 mandeårs arbejde i projektet, og det kræver både skarp projektledelse og et stærk samarbejde med kunden, at udføre en så omfattende og kompleks opgave på så kort tid, siger administrerende direktør ved Bladt Industries Peter Rindebæk om projektet.
Det er olie- gasfeltet Tyra Sydøst, der skal udvides, og hos Bladt Industries glæder man sig over at have fået opgaven i skarp konkurrence med andre leverandører.
- Med mere end 40 år i olie- og gasindustrien ved vi, at vi besidder netop de kompetencer, det kræver at levere komplekse stålkonstruktioner af højeste kvalitet på kort tid. Det er det, vi lever af, siger Peter Rindebæk.