Må sige farvel til magtfulde poster: - Nej, jeg er vitterligt ikke skuffet
Foto: Ida Bach Holm / TV2 Nord
Alle tre politikere skal afgive deres titler i løbet af dagen.
Mens hele fire nordjyske politikere torsdag kunne glæde sig over deres ministerposter, så betød det samtidig farvel til tre.
Det er nemlig de tre socialdemokratiske politikere Rasmus Prehn, Flemming Møller Mortensen og Simon Kollerup, der alle må nyde den sidste tur i ministerbilen inden nøglerne nu skal gives videre.
- Jeg nyder at køre her, og jeg glæder mig til at sige ordentligt farvel til mine kollegaer i fødevareministeriet, selvom det bliver vemodigt, fortæller Rasmus Prehn til TV2 Nords udsendte rapporter.
- Det var sjovere at køre her for tre et halvt år siden, men det skygger ikke for, at jeg er glad for, at vi har fået en bred regering, lyder det fra Simon Kollerup, der skal afgive sin plads som erhvervsminister til Morten Morten Bødskov (S), mens Rasmus Prehn skal videregive sin plads til både Magnus Heunicke (S) og Jacob Jensen(V), der skal dele ministerposterne mellem sig.
Endelig skal Flemming Møller Mortensen give stafetten videre til Louise Schack Elholm (V).
Glæde over hele linjen
De fleste spørgsmål fra diverse journalister lyder på, hvorvidt de tre politikere er skuffede, hvilket ikke er tilfældet.
- Nej. Jeg er vitterligt ikke skuffet, fortæller Flemming Møller Mortensen, og fortsætter:
- Jeg er glad for, at jeg har så meget liverfaring, og jeg ved, at der bliver nye og spændende opgaver, fastslår han, inden bilen kører væk.
Også Rasmus Prehn glæder sig til de nye opgaver, som han skal arbejde med i en minister-løs fremtid.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage i folketingsgruppen. Jeg har mange opgaver i Hjørring-kredsen, som jeg repræsenterer, og dem ser jeg frem til, forsikrer han.