Lufthavne vil lange køer i sikkerhedskontrollen til livs
De danske lufthavne vil gøre det obligatoriske sikkerhedstjek nemmere. Det skal komme både passagerer og lufthavn til gode.
Sikkerhedstjekket i lufthavnen er for mange lig med lange køer og tåbelige regler. Det vil man nu gøre op med i Aalborg Lufthavn.
Nu skal det være slut med lange køer og tåbelige regler. Det er tanken bag det forslag, som Aalborg Lufthavn sammen med de andre danske lufthavne onsdag løftede sløret for.
- Det er for at det skal være nemmere for både lufthavnen, men specielt også passagererne at gå i gennem sikkerhedskontrollen, siger Søren Bjerg, der er sikkerhedschef i Aalborg Lufthavn.
Et af kritikpunkterne ved de nuværende regler er, at lufthavnene ikke håndhæver sikkerhedsregler ens, og at reglerne ikke er up-to-date. En kritik de nordjyske passagerer kan nikke genkendende til.
- Man er jo nødt til at gå ind på internettet for at finde ud af, hvad man må have med. Så jo, det er ikke så gennemskueligt, siger Lasse Weber, der onsdag skulle igennem sikkerhedskontrollen i Aalborg Lufthavn.
Sikkerhedsreglerne er løbende blevet mere og mere omfattende, og selvom der hver dag kommer flere tusinde mennesker igennem Aalborg Lufthavn, så er det ikke her, at man dikterer sikkerhedsreglerne.
- Efter at der er kommet flere og flere regler, og nogle af dem overlapper hinanden, så burde man nok prøve at kigge på, om man kunne ryste posen med regler nede i EU og starte på en frisk. Prøve at kigge på, om er der andre måder, vi kan gøre sikkerheden endnu bedre, samtidig med at gennemgangen for passagerene bliver væsentlig nemmere, siger Søren Bjerg.
Til daglig arbejder Søren Bjerg med at optimere sikkerheden i Aalborg Lufthavn, og han tror, at nyt udstyr kan være løsningen på de mange frustrationer, der i dag er forbundet med lufthavnenes sikkerhedskontrol.
- Når reglerne nede fra EU bliver bearbejdet korrekt, og vi får noget udstyr, som vi kan bruge i vores sikkerhedskontroller, så er jeg helt sikker på, at det bliver lettere at gå i gennem for passagererne, samtidig med at sikkerhedsreglerne bliver skærpet, siger Søren Bjerg.
Aalborg Lufthavn håber, at passagererne allerede i løbet af 2015 vil kunne se ændringer på sikkerheden.