Lokal cykelrytter jubler over, at DM finder sted i Aalborg
Foto: TV2 Nord
DM i landevejscykling kommer på aalborgensisk asfalt i juni. Det sker i forbindelse med DM-ugen, hvor mere end 50 sportsgrene afvikler deres Danmarksmesterskaber.
En masse cykelryttere, jublende tilskuere og en virkelig god og konkurrencepræget stemning.
Sådan vil det se ud i Aalborg i juni, når Danmarksmesterskaberne i landevejscykling kommer til byen.
Det blev tirsdag afsløret på Rådhuset i Aalborg, at cykelrytterne i år skal spæne afsted i de aalborgensiske gader, og allerede nu ser en lokal rytter meget frem til det.
- Det bliver sindssygt stort, siger Sebastian Theodor Petersen, der kører for Team Sparekassen Danmark Aalborg.
Lokal rytter forbereder sig allerede
DM i landevejscykling kommer til Aalborg under DM-ugen, der finder sted fra 20. til 26. juni.
- Det er historisk, fordi det er første gang, at man slår de her streger. Så det bliver kæmpestort, siger Henrik Jess Jensen, der er formand for Danmarks Cykle Union.
Både enkeltstarten og linjeløbet begynder og slutter i centrum af Aalborg ved Aalborg Kongres og Kulturcenter, og under enkeltstarten skal rytterne blandt køre gennem byen og ud mod Nørholmsvej, hvorefter de skal vende om og hjem mod mål.
Og Sebastian Theodor Petersen har faktisk været i gang med at forberede sig.
- Vi har haft én samling, hvor vi har været ude at prøvekøre ruten, og det var selvfølgelig enormt hårdt at køre den rute, når den er så lang, siger cykelrytteren.
Hep med overalt
Det første løb finder sted torsdag 23. juni, hvor enkeltstarten lyder for både mænd og kvinder, mens linjeløbet har sin start få dage efter. Nemlig søndag 26. juni også for begge køn.
Det løb er en hel del længere, og derfor kommer cykelrytterne også ud i flere dele af Nordjylland. I blandt andet Øster Hornum vil beboerne have forberedt en velkomst, og i Vegger er borgerforeningen også klar til at tage imod rytterne og til at heppe på dem.
Derfor er der mange muligheder for at juble sammen med de mange andre tilskuere.
- Det bliver en folkefest klædt i rødt og hvidt, siger. Henrik Jess Jensen.
Også store navne som Mads Pedersen, Magnus Cort og Michael Mørkøv vil deltage.
Du kan læse mere om løbet og se ruterne lige her, og TV2 Nords indslag kan du se herunder: