Livreddere på de nordjyske strande advarer mod paddleboards
Livredderne oplever, at der er dukket flere og flere paddleboards op på de danske strande. Nu kommer de med en klar opfordring til de nordjyske strandgæster.
Episoder med de såkaldte paddleboards udgør en stigende andel af livreddernes arbejde.
Så sent som søndag måtte to mænd reddes i land, efter at de var drevet til havs på deres paddleboards. De blev samlet op af en helikopter efter at være drevet cirka fem kilometer ud fra kysten ved Als.
Faktisk er tendensen med paddleboards steget så meget, at omkring halvdelen af Trygfondens redningsaktioner omhandler netop det.
- Folk får ikke læst vinden ordentligt, så de tager ud på deres paddleboards, og pludselig tager vinden dem meget længere ud, end de havde forventet, og så bliver de overrasket over, hvor svært det er at vende boardet og komme ind igen, fortæller Christian Poulsen, der er kystlivredder ved Trygfonden.
Derfor er opfordringen fra livredderne klar:
- Læs vinden og vandet. Det er simpelthen så vigtigt. Det er virkelig det, der kan ende galt, hvis du kommer ud i fralandsvind, der er for voldsomt.
Gode råd fra instruktør
I juni 2021 kom 21 elever fra Skipper Clement Skolen i Aalborg i fare på en paddleboard-tur i Øster Hurup.
Her blev helikoptere, ambulancer og redningsbåde tilkaldt for at redde eleverne, der var blevet fanget af fralandsvinden.
Hos Asaa SUP (Stand Up Paddle, red.) Klub er de også meget bevidste om, at paddleboardet kan være et farligt stykke legetøj, hvis man ikke tænker sig om. Sådan lyder det fra instruktør Susanne Nielsen.
- Det er jo ligesom en gummibåd - den driver bare til havs, så man skal vide, hvad man har med at gøre, og der skal være temmelig vindstille, forklarer hun.
Også hun advarer mod at tage ud på havet i fralandsvind - Især med oppustelige paddle boards. Men skulle man være så uheldig at blive fanget af vinden, så har hun et godt råd:
- Når man står op er der mere vindmodstand, så man skal lægge sig ned og så padle med hænderne, for så er der netop ikke så meget vindmodstand, lyder det fra instruktør Susanne Nielsen.