Livreddere klar til ny badesæson
Fredag åbner TrygFonden Kystlivredning livreddertårnene på strandene i hele landet. På seks strande i Nordjylland bliver der placeret tårne og livreddere.
Fredag 26. juni åbner TrygFondens specialuddannede kystlivreddere livreddertårnene på de nordjyske strande, og frem til den 19. august vil livredderne holde øje med strandgæsterne hver dag mellem kl. 10 og 18.
I Nordjylland er de kendte tårne på plads på Sønderstrand i Skagen, Tornby, Tversted, Løkken, Blokhus og Palmestranden i Frederikshavn.
I år er det 20 år siden, at livreddertårnet blev indviet på Løkken Strand, og TrygFonden Kystlivredning har været glade for at passe på badegæsterne igennem årene.
- Vi har altid haft et godt samarbejde med kommunen om livredderordningen, og jeg ved, at vores specialuddannede kystlivreddere har haft mange gode timer med de lokale strandgæster og turisterne. De år, vi har været med til at gøre stranden mere tryg, har været en stor fornøjelse, siger René Højer, programchef i TrygFonden.
Det er mest sikkert at bade mellem flagene
På strandene markerer livredderne med to rød-gule flag i vandkanten det område, hvor de holder særligt øje, og hvor det derfor er mest sikkert at bade.
- Livredderne har konstant øje på, hvad der foregår i området mellem flagene, så hvis man kommer i nød, er der størst chance for, at det hurtigt bliver opdaget, hvis man bader der. Man kan altid signalere til livredderne ved at vinke, hvis man har brug for hjælp, men det er ikke altid, at man er i stand til det, og derfor opfordrer vi altid til at bade i det afgrænsede område, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.
TrygFonden Kystlivredning opfordrer alle badegæster til at holde sig løbende orienteret om myndighedernes anbefalinger i forhold til forebyggelse af coronasmitte og respektere de regler og anbefalinger, der måtte være. Lyt også til de opfordringer, som kystlivredderne måtte komme med i forhold til badesikkerhed og det at skabe en god og tryg oplevelse for alle ved vandet.
I 2019 gennemførte TrygFonden Kystlivrednings livreddere 67.480 indsatser, hvoraf de 12 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.
De fem baderåd
1. Lær at svømme
2. Gå aldrig alene i vandet
3. Læs vinden og vandet
4. Lær stranden at kende
5. Slip ikke børnene af syne