Arkivfoto Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lille dreng fundet foran Kvickly i Vestbyen- nu er han genforenet med sin mor

Drengen har grå joggingbukser på og en blå trøje med paw patrol.

Opdateret 18.25: Drengen er nu genforenet med sin mor. En borger i området, tog kontakt til moren og oplyste hende, at drengen var ved Nordjyllands Politi. 

Drengen havde leget i en gårdhave i Vestbyen og var gået derfra uden nogen havde set det. En bekendt havde passet drengen, og havde ledt efter ham uden held. 

Nordjyllands Politi har lige nu en dreng på tre til fire år på stationen, hvor han i øjeblikket ser tegnefilm og får lidt vand at drikke. 

Drengen har indtil videre spurgt efter sin mor, og vist betjentene at han kan tælle. 

Anmeldelsen om drengen kom klokken 15.31, hvor en 27-årig mand fandt drengen i nærheden af Kvickly i Aalborg Vestby. Manden stod sammen med drengen i en rum tid foran supermarkedet uden en voksen kom og hentede ham. Derfor kontaktede han politiet. 

- Er man pårørende eller kender ham, bedes man ringe på telefon 114, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund. 

Drengen beskrives som 3-4 år gammel, iført en blå trøje med Paw Patrol og grå joggingbukser. Han har brunt hår. Han har ikke kunnet sige sit navn til Nordjyllands Politi. 


Foto: Tor Løkken

Han bliver kaldt ”bonderøven” i klassen – og det tager han som en kompliment

10-årige Niklas Bjerg er vild med maskiner, traktorer og livet på landet.

Under en varmelampe på en gård mellem Tversted og Bindslev står et lille lam. Lammets mor havde ikke mælk, og derfor skal lammet have mælkeerstatning i de første uger for at kunne overleve.

Det er en opgave, som 10-årige Niklas hygger sig med at hjælpe med om morgenen, inden han skal i skole.

- Jeg kan godt lide at passe dyr. De er dejlige at sidde med. Man er ikke alene, hvis man har et dyr – så har man noget fællesskab, siger han og aer lammet på ryggen.

Se første afsnit af ”Æ Knejt” her – artiklen fortsætter under programmet.

Se første afsnit af Æ Knejt her.

I klassen kalder de andre elever ham en bonderøv, fortæller han stolt.

For det er livet på landet med alt, hvad det indebærer, der trækker i Niklas, som TV2 Nord følger i serien Æ Knejt.

Svært i skolen

Lige så let, som det er for Niklas at deltage i aktiviteterne hjemme på gården, lige så svært er det for ham at følge med i skolen.

Niklas er nemlig stærkt ordblind.

- Det er ikke svært for ham at være en god kammerat eller en ordentlig elev, men alt ud over det er sindssygt svært, og som ordblind kan man nemt komme bagefter, siger Kristina Møller Andersen, der er mor til Niklas.

Foto: Tor Løkken

Et sted, hvor Niklas derimod aldrig har været bagefter, er, når det gælder motorer og maskiner.

Da han var omkring fire år, sad han i en traktor sammen med sin far for første gang, og siden da har den nu 10-årige ’knejt’ prøvet lidt af hvert hjemme på gården.

 - Først var det den lille røde traktor, så var det havetraktor, så var det 430’eren, boxeren og 400’eren, remser Niklas op.

- Jeg bliver glad

Som otteårig fik Niklas lov til selv at sætte sig bag rattet, og i sommerferien står han tidligt op for at vende hø på marken.

Ikke fordi, han skal, men fordi, han ikke kan lade være.

- Han blomstrer, når han kommer hjem med skolebussen, går ud i værkstedet og tager overalls og sikkerhedstræsko på. Så har han det bare godt. Så fungerer det for ham, siger Kristina Møller Andersen.

Niklas er lidt af en samler, og han og hans mor har en diskussion om, hvad der skal smides ud. Foto: Tor Løkken

Niklas kan godt mærke, at han skiller sig lidt ud fra de andre drenge på hans alder, men det gør ikke så meget.

- De andre er meget interesserede i spil som for eksempel Fortnite. Jeg spiller også lidt, men det har ikke været min interesse, siger han.

Når Niklas endelig spiller computerspil, er det mest landbrugsspil, der trækker. For ham er der ikke noget, der kan hamle op med maskiner og motorer.

- Det er sjovt at ligge og køre traktor. Det betyder meget. Jeg bliver glad, siger han.

Se Æ Knejt længere oppe i artiklen eller på TV 2 Play.


Det er ikke for sarte næser, at gå på dækket på en sandsuger, mens den pumper havvand og sand op. Foto: Hans-Christian Lauritzen

Derfor sejler et stort skib lavt i nordjysk havn

Sand fra Limfjordens munding bliver til cement på Aalborg Portland.

Hvis du tager en tur til Hals inden mandag, og ser et stort skib ligge lavt i sejlrenden, så er der en god grund til det.

Sejlrenden er nemlig ved at blive renset og uddybet, og en sandsuger arbejder i denne uge i døgndrift på at hente tusindvis af tons sand op fra Limfjorden. I alt 1200 kubikmeter sand i timen bliver pumpet op fra sejlrenden i Limfjorden.

- Jeg synes, det er fantastisk, konstaterer Mogens Pedersen, der er terminalmanager hos Aalborg Portland.

Det er Havnens Samarbejdsudvalg, der består af Aalborg Hav, Aalborg Portland og Nordjyllandsværket, der fire til fem gange om året bestiller en sandsuger til at rense sejlrenden i Limfjorden, og leverer det oppumpede sand til Aalborg Portland.

Hver gang sandsugeren kommer, tager det en uges tid, og der bliver skrællet 15-20 centimer af sejlrenden. I alt godt 22.000 tons sand.

- Det er ikke kun prisen. Det er lige så meget, det samarbejde, der er. Det miljøaftryk det giver. Der skal jo nogen lastbiler til for at køre 22.000 tons sand af 40 tons per læs i forhold til, sandbåden her, den kommer ind, forklarer Mogens Pedersen.

På dækket af sandsugeren lugter der af råddent æg. Gammelt mudder og sand fra havets bund ligner umiddelbart ikke noget, der kan genbruges til cement, men det kan det.

- Efter et par uger, så ligner det den fineste hvide sandstrand, smiler Mogens Pedersen.

Det tager et par timers arbejde at fylde sandsugeren, og herefter er der et par timers sejlads til Aalborg Portland for at læsse af. Sådan fortsætter det 24 timer i døgnet, indtil cementfabrikkens lager er fyldt op igen.

Bare rolig der er ingen lugt på indslaget, men til gengæld kan du se, hvordan de pumper sand op fra Limfjordens bund.

Foto: Dansk Folkeparti

Ny spidskandidat: Majbritt skal kæmpe om vælgernes gunst i Inger- og Metteland

Hun blev næstformand, da det så allersværest ud for Dansk Folkeparti. Nu er hun partiets nye spidskandidat til folketingsvalget i Nordjylland.

Det bliver Majbritt Birkholm, der skal kæmpe om de nordjyske vælgeres gunst mod blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) og Inger Støjberg (DD), når der senest 31. oktober 2026 skal afholdes folketingsvalg i Danmark.

- Det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg er vild med Nordjylland og nordjyderne, og jeg ser frem til at stille op, siger den nyslåede folketingskandidat.

Hvis navnet vækker genklang, er det nok fordi, du har stiftet bekendtskab med hende under det seneste valg til Europa-Parlamentet.

Men der er nok en større chance for, at du ikke har stiftet bekendtskab med hende endnu. For den 43-årige vestjyde er endnu et relativt ukendt navn i politik, selvom hun har været medlem af Dansk Folkeparti i ti år og næstformand i partiet i godt halvandet år.

Og for nogle politikere kunne det i den sammenhæng måske godt være angstprovokerende at kæmpe om de samme stemmer som to markante politikere, der på godt og ondt i hvert fald ikke er ukendte i nordjysk sammenhæng, nemlig statsminister Mette Frederiksen (S) og Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg.

- Det ser jeg som en udfordring, der er spændende og sjov. Selvfølgelig kæmper vi om nogle af de samme vælgere. Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti har i hvert fald lighedspunkter på politikken. Men det handler jo i bund og grund om at repræsentere de vælgere, der bor i Nordjylland, og det kan godt være, jeg ikke har så meget politisk erfaring, men jeg ved, hvordan det er at være borger og have et ganske almindeligt job.

Hun har både været købmand, politibjetjent og nu vil hun gerne ind i Folketinget. Foto: Dansk Folkeparti

Fik øjenåbner efter datters død

Men Majbritt Birkholm besidder måske også mere mod end gennemsnitsdanskeren.

Som 18-årig kastede hun sig ud i at åbne sin egen købmandsbutik i vestjyske Handbjerg, og hun var for en stund enlig mor i København, mens hun gik på politiskolen.

- Jeg ved ikke, om jeg er mere modig end de fleste, men jeg er i hvert fald ikke en lemming. Hvis alle går den ene vej, så spørger jeg, om det nu også er det rigtige. Da jeg mistede min datter for mange år siden, fik jeg en øjenåbner; for hvad ville jeg bruge resten af mit liv på? Det, jeg kom ud med på den anden side med, var, at der ikke var noget, der skulle holde mig tilbage, siger Majbritt Birkholm om tabet af sin ufødte datter.

Derfor tøvede hun heller ikke, da Dansk Folkeparti befandt sig i deres hidtil største krise.

Både store DF-profiler som Kristian Thulesen Dahl, Lise Bech og Liselott Blixt havde forladt partiet, og også vælgerne havde svigtet. men det gav kun Majbritt Birkholm mere blod på tanden.

- Da vi havde vores helt store nedtur, fik jeg ondt i maven over, at det parti, som jeg tror på, var i så dårlig forfatning. Hvis ikke nogen tør steppe op, så er der ikke noget DF, tænkte jeg. Der var ikke nogen, der vidste, hvem jeg var, men det vidste de efter kort tid, siger hun og fortæller videre, at hendes helt store forbillede er partiets stifter, Pia Kjærsgaard.

Store ligheder mellem nord og vest

Men hun har før tænkt tanken om at stille op i politik. Men på grund af hendes arbejde som politiefterforsker har anonymitet været et vilkår.

- Jeg var hverken på Facebook, Instagram eller Twitter, inden jeg blev næstformand, så det har været en stejl læringskurve, siger den nyslåede folketingskandidat med et grin.

Men selvom hun stadig arbejder som efterforsker, har hun alligevel valgt at stikke næsen frem.

- Jeg er meget bevidst om, at der bliver holdt godt øje med, hvad jeg ytrer mig om. Jeg må gerne have en holdning ud fra mine erfaringer, og det liv, jeg har været igennem. Men jeg har brugt meget energi på at sørge for, at jeg har den rigtige kasket på i den rigtige sammenhæng.

- Det nytter ikke at råbe af fjernsynet, hvis man ikke tør gå ind i den kamp, siger Majbritt Birkholm om sit entre i folketingsvalget. Foto: Dansk Folkeparti

Selvom hun endnu ikke har vundet de nordjyske vælgeres gunst, ser hun store ligheder i de problematikker, som de vestjyske og nordjyske kommuner kæmper med og mod.

For skal man dø tidligere, fordi man er nord- eller vestjyde og der er længere til behandling og lægen, spørger Majbritt Birkholm retorisk.

- Der tror jeg, at hvis man selv bor i provinsen med tre børn, og skolerne bliver nedlagt og busserne ikke kører, så har man et helt andet forhold til de problemstillinger.

For vælgerne er der en del lighedspunkter mellem jeres, Danmarksdemokraternes og Socialdemokraternes politik. Hvordan vil du markere DF, så vælgerne rent faktisk kender forskel?

- Det er ret så tydeligt, hvis vælgerne sætter sig ind i, hvad politikerne siger, og hvordan de stemmer i folketingssalen. Det kan godt være, man vil have grænsekontrol eller kriminelle udlændinge ud, men er der handling bag? Når vi i DF snakker tørklædeforbud, stemmer vi også for, slutter Majbritt Birkholm.


Foto: Lisbet Christensen / TV2 Nord

Efter budgetforlig: Kamma frygter, at ensomheden vender tilbage

Æbler, snakke og masser af grin kan blive taget fra Kamma, Knud Erik og flere ældre borgere.

I Mariagerfjord Kommune findes der seks aktivitetscentre, hvor ældre med behov har mulighed for træning, socialt samvær, fysisk aktivitet, kreative aktiviteter og mere.

Men nu skal et af de seks aktivitetscentre lukkes, når 2024 bliver til 2025.

Der er torsdag lavet et bredt budgetforlig i Mariagerfjord Kommune, og i forliget er kommunen kommet frem til, at der skæres en million kroner af budgettet til aktivitetscentre i 2025 og to millioner kroner de følgende år.

- Vi har siddet med et omfattende sparekatalog, fordi vi skulle finde cirka 30 millioner kroner på vores budget, og det er så blevet til, at vi skal lukke et aktivitetscenter, forklarer Mogens Jespersen, der er borgmester i Mariagerfjord Kommune.

- Der var 150 spareforslag, og vi har måske vægtet børn og unge den her gang i forhold til lige præcis aktivitetscentrene.

Nu skal Udvalget for Sundhed og Omsorg beslutte, hvilket aktivitetscenter der skal lukkes af de seks.

Aktivitetscentre i Mariagerfjord Kommune

  • Aktivitetscenter Krogen (ligger ved Plejecenter Skovgården i Hadsund)

  • Aktivitetscenter Solgaven i Hobro

  • Aktivitetscenter beliggende i forbindelse med Plejecenter Teglgården i Als

  • Aktivitetscenter i forbindelse med Plejecenter Bernadottegården i Hadsund

  • Aktivitetscenter i forbindelse med Plejecenter Fjordvang i Mariager

  • Aktivitetscenter Solgårdscentret i Arden

    Kilde: Mariagerfjord.dk

På æblerov med Knud Erik

89-årige Knud Erik Chlementin Christiansen fra Hobro er en af de ældre borgere, der ynder at komme på aktivitetscentrene, og hver onsdag og fredag besøger han aktivitetscentret i Hobro, der ligger ved Plejecenteret Solgaven.

- Det er en oplevelse, og jeg nyder det. Det er alletiders at være sammen med nogen, hver gang jeg er herude. Det er en fornøjelse, og min kone er også glad for det, lyder det fra Knud Erik med et lille smil.

Han har fået bevilliget plads på aktivitetscentret, da konen derhjemme har brug for at blive aflastet.

- Hun nyder det. Så kan hun bedre gå i byen og passe det, hun gerne vil. Vi nyder begge to, at vi er fri for hinanden, griner Knud Erik.

Foto: Lisbet Christensen / TV2 Nord

Knud Erik nyder at gå på æblerov i aktivitetscentrets have, men personalet ser helst ikke, at han spiser for mange æbler, da han har diabetes.

Det ser Knud Erik dog stort på. Foruden æblejagt i haven er der også et væld af andre aktiviteter. Det kan Kamma Nielsen fra Hobro skrive under på.

- Det giver gode snakke at komme her, og den anden dag lavede vi græskarsuppe. Det har jeg aldrig lavet før, lyder det fra Kamma Nielsen, der også besøger aktivitetscentret hver onsdag og fredag.

- Vi skræller æbler, nogen bager, og vi går ture hver dag. Vi spiller kort, men ikke om penge, slår hun fast med et smil.

Lukning vil betyde ensomhed

Under besøget på aktivitetscentret i Hobro bliver der snakket om løst og fast, og der bliver grinet en del, da det bliver nævnt, at Kamma har en datter på 67 år.

- Hun er jo pensionist, lyder det fra Kamma Nielsen om datteren.

Og det går igen, at humøret, fællesskabet og samværet nydes i høj grad. Derfor rammer det også hårdt, når der bliver spurgt ind til, hvad det vil betyde, hvis deres besøgssted lukker.

- Det er synd, hvis det er os (der skal lukke, red.). Jeg vil nødigt undvære det, for vi har det altid sjovt herude. Hvis det lukker, kommer jeg til at sidde alene igen, og det er ensomt derhjemme, fortæller Kamma Nielsen.

- Mine børn bor selvfølgelig i byen, men de kan ikke sidde hjemme ved mor hele tiden.

Foto: Lisbet Christensen / TV2 Nord

Kamma Nielsen blev visiteret til at komme hos aktivitetscentret netop på grund af ensomhed, efter hendes døtre havde opfordret hende til at give aktivitetscenteret et skud.

For Knud Erik begynder tankerne også at rumstere, da han bliver spurgt ind til en eventuel lukning.

- Det vil da være sørgeligt, for det er alletiders hjem. Jeg vil være træt af det, for det kammeratskab, vi får herude, er unikt. Vi giver hinanden oplevelser for livet.

- Om eftermiddagen sidder vi for eksempel syv-otte mennesker herude (i haven, red.) og tager gas på hinanden, og man skal ikke have for mange skavanker, før man bliver jagtet, griner Knud Erik.


I forbindelse med skudepisoden på Circle K 11. august blev en 21-årig mand anholdt - her afspærrede politiet dele af Aalborg midtby. Foto:

K med nyt udspil - kan sende bandemedlemmer på gaden

Det Konservative Folkeparti præsenterer nyt udspil for at dæmme op for bandekonflikt.

GT og A12.

Det er de to bander, der igennem et længere stykke tid har været i konflikt med hinanden, og som Nordjyllands Politi mener står bag en række voldelige sammenstød - heriblandt flere hvor der er afgivet skud. Senest 11. august, hvor en 19-årig blev skudt i benet på en Circle K-tank.

1. juli blev en ny bandepakke virkelighed, men det er ikke længere nok, hvis det står til Det Konservative Folkeparti.

Partiet har nemlig præsenteret et udspil med ni forskellige initiativer. Heri vil de blandt andet gøre det muligt at smide bandemedlemmer og deres familier ud af deres almene bolig. Foruden skal videoovervågning kunne gemmes længere, og greb som omvendt fodlænke og opholdsforbud skal kunne tages i brug. Desuden skal der også være hårdere straffe for de lejemord, som bander i København har bestilt. Noget der endnu ikke er set i Nordjylland.

Alligevel er der udfordringer i Aalborg, som bandeudspillet skal være med til at løse. Det fortæller det nordjyske folketingsmedlem Per Larsen (K).

- At man kan dømmes til at blive smidt ud af ens bolig, kan sammenlignes med at køre vanvidskørsel. Vi skal kunne inddrage de remedier, de har brugt for at begå deres uhyrligheder. Som det er i dag, er det boligselskabet, der skal tage teten og få bandemedlemmer ud af deres bolig, og det er ikke hensigtsmæssigt, siger Per Larsen og fortsætter:

- Samtidig hænger det sammen med opholdsforbud og omvendt fodlænke, hvor politiet kan have god grund til at vide, hvor en given kriminel er. Den mulighed har man i Norge, og det er med til at sprede de kriminelle, siger han.

Hele udspillet

Se de ni forslag i bandepakken

  1. Højere straf for lejemord: En selvstændig lejemordsparagraf skal sikre, at banderelaterede lejemord altid straffes med minimum 16 års fængsel til både udøver og bestiller.

  2. Bandemedlemmer og deres familier skal konsekvent smides ud af deres almene bolig: Myndighederne skal automatisk tage stilling til om dømte bandemedlemmer og deres familier skal udvises fra deres almene bolig. I dag skal de enkelte boligselskaber vælge at begære sagen, hvilket betyder, at det ikke altid sker.

  3. Flere bandemedlemmer skal udvises: Regeringen skal undersøge mulighederne for at udvise flere kriminelle udlændinge, og længden af ophold i Danmark skal ikke længere være en formildende omstændighed, når der tages stilling til udvisning.

  4. Flere bandemedlemmer skal idømmes opholdsforbud: Politiet skal kunne lave midlertidige opholdsforbud i zoner, der er belastet af kriminalitet, for personer, der tidligere er dømt efter bandeparagraffen

  5. Dømte bandemedlemmer skal bære omvendte fodlænker: I dag kan bandemedlemmer i tillæg til en fængselsstraf blive idømt et opholdsforbud i større område - eksempelvis en hel kommune. For at styrke håndhævelsen af opholdsforbuddet foreslås det, at tidligere bandemedlemmer skal bære ”omvendt fodlænke”, så man kan sikre, at de overholder opholdsforbuddet. Omvendt fodlænke anvendes bl.a. i Norge til at sikre at tilhold overholdes.

  6. Narko-biler skal beslaglægges: Vi vil give politiet tilladelse til at beslaglægge køretøjer (biler, scootere, løbehjul m.m.), som banderne transporterer narkotika i.

  7. Fængselsdømte bandemedlemmer og voldsdømte skal fratages deres offentlige ydelser: I dag er der en treårig karantæne, som betyder, at dømte for bandekriminalitet højest vil kunne modtage en ydelse, der svarer til integrationsydelsen i tre år. Det foreslås at udvide perioden til 5 år, og at voldsdømte, som har fået ubetinget fængsel, skal omfattes.

  8. Nordisk bandeudvalg: Det foreslås derfor at nedsætte et udvalg med repræsentanter fra retshåndhævende myndigheder på tværs af de nordiske lande, som skal have til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan myndighedernes mulighed for at efterforske og retsforfølge bandekriminalitet kan styrkes på tværs af Norden.

  9. Videoovervågning skal gemmes længere: Der skal indføres en minimumsperiode på 14 dage for opbevaring af billed- og lydoptagelse foretaget af myndigheder og offentlige virksomheder i kriminalitetsforebyggende øjemed. Det gælder fx kameraoptagelser fra S-toge, metrostationer og offentlige bygninger. Herudover skal alle, som foretager tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende formål kunne opbevare optagelser i 60 dage fremfor 30 dage – det gælder fx i Almennyttige Boligforeninger.

Kilde: Konservative og TV2 Kosmopol

I Aalborg er det specifikt Grønlands Torv, som har været genstand for megen opmærksomhed. Her holder GT-gruppen til, og det har skabt utryghed blandt borgerne, der bor og færdes i området.

I begyndelsen af september rykkede Nuuradiin S. Hussein (S), rådmand for Job og Velfærd, sit kontor til Grønlands Torv i flere dage for at genbesøge den indsats, Aalborg Kommune har på området.

For det konservative medlem giver det god mening, at man kan fjerne bandemedlemmer fra Grønlands Torv.

- Hvis man kan sprede dem, har det en effekt i det område, hvor det foregår. Det er ikke de lovlydige borgere, som skal flytte for at føle sig trygge, siger Per Larsen.

Samles banderne så ikke bare et andet sted, hvis man fjerner dem fra et område?

- Jo, den risiko er der. Men de har favoritsteder, og det handler også om et marked om salg af stoffer. Der er en grund til, at de forsøger at eliminere hinanden og have områder af byerne.

Her er de opgør i Aalborg, de to bander mistænkes for at stå bag:

  • 27. januar 2023: To mænd stukket i ballen på Tove Ditlevsens Vej

  • 2. marts 2023: 24-årig stukket i brystet i gågaden Algade

  • 25. august 2023: Mand beskudt med maskinpistol ved Hovedbiblioteket under Aalborg Regatta

  • 10. januar 2024: 21-årig overfaldet på Beatesmindevej i Gug

  • 21. januar 2024: 34-årig stukket med kniv i Aalborg Vestby

  • 9. februar 2024: To skud affyret i Lyøgade

  • 3. august 2024: 38-årig stukket i brystet på Vangen i Nørresundby

  • 8. august 2024: Bander kører ind i hinanden på Skalborg Bakke

  • 11. august 2024: 19-årig skudt i benet ved Circle K på Hadsundvej

Netop det snakkede Carsten Norton, krimiekspert hos TV2, også om, da han fortalte, hvad bandekonflikten i Aalborg kunne handle om.