Lie træner med White Hawks
Foto: Preben Nielsen - eframe.dk
Morten Lie og Frederikshavn White Hawk's veje skiltes på grund af et skøjtemærke. Men nu er frederikshavneren igen sammen med mange af de tidligere holdkammerater. Han har fået lov til at sommertræne i klubben.
Det skriver kanalfrederikshavn.dk.
Morten Lie er netop nu klubløs.
- Lige nu er jeg uden kontrakt, og da jeg jo bor i Frederikshavn, var det nærliggende at spørge Henrik Christiansen, som står for sommertræningen, om jeg måtte være med. Det sagde han heldigvis ja til, og det er jeg glad for, udtaler Morten Lie til Kanal Frederikshavn.
Morten Lie kunne godt lokkes tilbage i den blå-hvide trøje.
- Det vil ikke være unaturligt, men jeg er åben over for alle muligheder i både ind- og udland. Nu handler det dog først og fremmest om at komme i god form, siger han.