Lene Espersen som lærer
Justitsministeren var i dag hevet om bag kateteret på Handelsskolens Grundforløb i Aars. Det gav overraskende meldinger til eleverne.
- Jeg bruger store mængder af tid på moseænder, slagtesvin og lyssystemer til kyllinger, fortalte Lene Espersen (Kons.) til eleverne.
- Det vidste jeg ikke. Det kom bag på mig, at hun havde så meget med dyrevelfærd at gøre. Jeg troede kun det var kriminalitet, siger Ditte Nørager Sørensen fra Farsø.
Hun er en af elever, der er i gang med andet år på Handelsskolens Grundforløb i Aars. De er i øjeblikket i gang med et projekt, hvor en række personer med egne erfaringer fortæller om samfundets opbygning.
- Vi lytter mere og tager det mere serisøt, end når det bare er en lærer, der står og fortæller siger, Ditte Nørager Sørensen.
Og netop den procentdel af foredraget der hænger ved er vigtig. For det var ikke så meget nyt fra ministeren.
- Jeg vidste godt det hun fortalte om, men jeg synes hun skal lave om på sin politik, siger Michael Kermanoglo fra Aars. En af de andre elever.
Skolen er glade for ministerens deltagelse, fordi det er med til nå det mål skolen har om at danne de unge og give dem en forståelse for samfundets mekanismer.
- Eleverne kommer tættere på og de bliver mere interesseret i hvad der foregår omkring dem, når de kan sætte en person i forbindelse med fx lovgvivningsprocessen, siger Lars Kjeldgård Pedersen, lærer på Handelsskolens Grundforløb i Aars.