Lena og Miranda slog alarm
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Miranda og datteren Lena blev natten til 2. juledag vækket af røgalarmen.
En ung mand fra Nørresundby kan sandsynligvis takke sin overbo for, at han er i live. Overboens røgalarm vækkede nemlig familien, der blandt andre tæller Lena og Miranda.
En våd bytur var nær endt fatal for en ung mand fra Nørresundby. Efter alt at dømme var han sulten og søvnig på samme tid. I hvert fald satte han en gryde med mad over komfuret men faldt kort efter i søvn.
Det var overboen, der opdagede, at noget var galt, da røgalarmen gik igang kort før klokken 7 i morges.
- Først troede jeg bare, at batteriet skulle skiftes, men så kunne vi godt mærke, at luften var tyk, og at det kradsede i halsen. Min mands øjne var knaldrøde, så vi fik travlt, siger Miranda Frydkjær, Nørresundby.
Mens Miranda tager sig af familiens lille datter Lena gennemsøger hendes mand huset. Han kan hurtigt konstatere, at røgen kommer fra kælderen, hvor den unge mand bor.
Det lykkes ham ikke at banke den unge mand op, så der bliver ringet 112.
Beredskabscenter Aalborg ankommer kort efter til huset på Østergade i Nørresundby, hvor de finder den unge mand i dyb søvn i den røgfyldte kælderlejlighed.
Beredskabsinspektør Peter Reinau siger:
- Den unge mand kan takke sine overboer for, at han er i live. Min vurdering er, at få minutter mere i den røgfyldte lejlighed kunne have udviklet sig fatalt. Historien beviser hvad vi siger igen og igen: Røgalarm, røgalarm og røgalarm!!!!
Familien Frydkjær reagerede yderst professionelt - måske også fordi både Miranda og hendes mand er falckreddere til dagligt. Alligevel var oplevelsen i morges rystende:
- Selv om vi ikke var i direkte fare bliver man voldsomt forskrækket. Man forventer ikke at blive vækket på den måde klokken syv om morgenen 2. juledag.