Lejer risikerer udsmidning efter skud
En 24-årig mand risikerer nu at blive smidt ud af sin lejlighed, efter han i aftes affyrede en salonriffel mod væggen til nabolejligheden på Aggersundvej i Aalborg.
Ingen kom til skade ved skuddet, men boligselskabet opfatter
situationen som yderst alvorlig. Det oplyser P4 Nordjylland.
- Det er trusler mod andres liv, og det kan vi som udlejer naturligvis ikke acceptere, siger John Hjelm, forretningsfører i boligforeningen Vanggården.
Skuddet fra salonriflen borede sig gennem fire lag gipsvæg og ramte og smadrede en lysestage i nabolejligheden. Der var ingen hjemme i nabolejligheden, men politiet siger, at skuddet kunne have været dræbende.
Boligselskabet Vanggården vil nu arbejde på at få manden smidt ud af lejligheden.
- Vi tager kontakt til vores advokat i dag og finder ud af hvordan vi håndterer sagen, og det vil formentlig ende ud i en opsigelse af lejeren, siger John Hjelm.
Han vil samtidig tage kontakt til nærpolitiet i Aalborg Øst.
- Det er klart at nogle af de omkringboende lejere jo vil være utrygge, men vi vil kontakte nærpolitiet og aftale med dem, hvordan vi bedst klarer situationen, siger John Hjelm fra boligforeningen Vanggården.
Den 24-årige mand er sigtet for at have bragt andres liv i fare og for overtrædelse af våbenloven. Han fremstilles senere i dag i et grundlovsforhør.