Leif bor i Texas: - Trump er den eneste, der kan redde os
Til daglig bor Leif Christiansen i Texas, og han er ikke i tvivl. Trump er den eneste, der kan få USA på rette spor.
Den næste præsident i USA skal hedde Donald Trump.
I hvert fald hvis man spørger danske Leif Christiansen. Til daglig bor Leif i Houston Texas, hvor han har en frisørsalon med ti ansatte. I løbet af sommeren er han på ferie i Nordjylland, hvor han er på visit i sin brors sommerhus i Tversted.
- Isen skal være fra det blå ishus, siger Leif med overbevisning i stemmen. Samme overbevisning har han, når spørgsmålet falder på Amerikas fremtid.
- Den eneste, der kan redde os er Trump. Han er den, der kan give et godt spark og have en fast hånd. Det er der brug for, siger Leif.
Drømmen om en Mustang
Da danske Leif Christiansen for mange år siden skiftede Jylland ud med drømmenes højborg, var det netop også en drøm, der drev ham.
- Mit største ønske var at køre en Mustang. Det havde jeg ikke råd til i Danmark, men det kunne jeg komme til derover, siger Leif.
Siden da har han kigget på udviklingen i sit nye hjemland, og han er ikke opløftet over, hvad han ser.
- De er alle sammen sindssyge, siger Leif let grinende og fortsætter:
- Der er kommet millioner over grænsen i de seneste år, og nu bor de i telte på gaden. Hvis man ville, kunne man godt tage sig af dem, for vi har plads nok. Men de skal have et arbejde. De skal ikke ligge på gaderne.
For Leif at se har tilstanden i landet nået et punkt, hvor der er brug for en i Det Hvide Hus, der kan ruske op i tingene, samtidig med at han kan holde andre lande i skak. Og den eneste kandidat, der kan løfte den opgave, er, ifølge Leif, altså Donald Trump.
- Jeg synes, det bedste havde været, hvis de havde fundet nogle yngre kandidater fra begge sider. Det har de ikke gjort, og så er Trump det eneste valg. Kamala Harris er ikke kvalificeret.
Kamala Harris er endnu ikke valgt som Demokraternes kandidat mod Donald Trump, men alt tyder på, at hun bliver det.