Ledigheden stiger mindst i Nordjylland
Foto: TV2/Nord
En ny undersøgelse fra Erhvervshus Nordjylland viser, at faldet i antallet af nye arbejdsløse siden afslutningen af forårets conona-bølge har varet længere i Nordjylland i end i det øvrige Danmark.
Ifølge Erhvervshus Nordjylland steg ledigheden kraftigst i det tidlige forår, men der har siden maj været en positiv tendens med et fald i antallet af nye ledige.
Lige nu går 1.053 nordjyder, hvilket svarer til en stigning på 4,9 procent, ledige som direkte følge af corona-krisen. Der har været konstant fald i ledigheden i 11 uger frem til uge 38, inden der i forbindelse med den seneste opblussen i antallet af corona-smittede igen er en stigning i uge 39.
Ledighedstallene i de øvrige landsdele
- Sammenligner man den nordjyske stigning i ledigheden på 4,9 procent med de øvrige landsdele viser de, at Fyn er på 7,3 procent, Sydjylland på 9,3 procent, Sjælland på 10,8 procent, Vestjylland på 13,7 procent, Østjylland på 19,6 procent, og Hovedstaden på 26,6 procent.
- I gennemsnit er ledigheden, målt på antallet af nytilmeldte ledige siden uge 11, hvor landet blev lukket ned, steget med 16,3 procent i hele landet.
Digitalisering er nøgleord
Et af nøgleordene for en nordjysk virksomhed i forhold til at klare sig igennem krisen er ifølge Erhvervshus Nordjylland digitalisering. Derfor har Erhvervshus Nordjylland indført nye initiativer, der skal hjælpe nordjyske virksomheder med at høste flere digitale omsætningskroner. De nordjyske virksomheder vil kunne søge økonomisk støtte til at få hjælp til digitaliseringen.
Vores analyser viser tydeligt, at virksomhederne gerne vil digitalisere, og de vil også gerne investere i deres digitale omstilling, men deres behov er meget forskellige og afhænger bl.a. af størrelse og forretningstype.
Lars Erik Jønsson, adm. direktør i Erhvervshus Nordjylland
- Vores analyser viser tydeligt, at virksomhederne gerne vil digitalisere, og de vil også gerne investere i deres digitale omstilling, men deres behov er meget forskellige og afhænger bl.a. af størrelse og forretningstype. Det skal vores tilbud i erhvervshuset afspejle, så vi både kan hjælpe de meget innovationslystne virksomheder videre, men også har tilbud til de virksomheder, som har haft en mere traditionel tilgang til deres forretning, lyder det fra Lars Erik Jønsson, adm. direktør i Erhvervshus Nordjylland.
Nye produkter til de nordjyske virksomheder
Et af de nye tilbud hos Erhvervshus Nordjylland, er læringsportalen Lær:Digital, der henvender sig til mindre virksomheder, som gerne vil i gang med en digital omstilling.
Portalen tilbyder en række onlinekurser med videoer, som guider igennem de mange digitaliseringsmuligheder og giver konkrete værktøjer, som er nemme at tage i brug med det samme. I løbet af efteråret vil Erhvervshuset desuden styrke indsatsen over for især mindre virksomheder, som har været ramt af corona-krise.