Landmand: - Fuld so giver mere mælk
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Schwuup, schwup. Lyden af to Spar-pilsnere, der bliver åbnet i et friskt tømrer-greb, er formentlig velkendt for de fleste på værtshuse, på festivaler eller til grillfesten.
Men hos Holger Kjellingbro, der driver en svineproduktion i ved Aså i Nordjylland, er det også en standardlyd i svinestalden. Ikke til ham eller medhjælperne, men til ammesøerne. Det skriver Landbrug & Fødevarers netmagasin FoodCulture.dk.
- De får gerne to øl hver, når de lige har fået nye grise. Det hjælper ammesoen til at falde ned, når hun er i brunst og gør, at hun lettere tager imod de nye grise og ikke mindst de grise, der ikke er hendes egne, siger Holger Kjellingbro.
Han har benyttet sig af metoden i et par år, men slår fast, at han ikke selv har for vane at snuppe en øl sammen med grisene.
Fremgangsmåden skulle angiveligt kun tage omkring et halvt minut og er en metode, han har fået inspiration til af den lokale svinerådgiver, Jens Christensen - også kaldet "Super-Jens" - der engang foreslog det.
- Derfor køber jeg cirka hvert halve år en palle med Spar-øl hos den lokale købmand, som søerne får. Jeg kender nogen, der kører til Tyskland efter øllet, men der er lidt for langt fra Nordjylland til, at jeg gider det, siger Holger Kjellingbro.
Metoden skulle, udover at berolige, ifølge folkemunde også sikre, at mælken lettere løber til hos søerne. Men dette er der, ifølge Niels Jørgen Kjeldsen, afdelingschef på Videncenter for Svineproduktion, absolut intet fagligt belæg for.
- Vi har ikke lavet nogen erfaringsindsamling, og derfor ved vi altså heller ikke, hvad det gør ved svinet. I sin tid har der jo været folk, der har fodret med spritgærfløde, også fordi det var lettilgængeligt, og der er flere, der har fortalt om effekten med, at grisene bliver mere rolige. Vi ved dog, at de ikke bliver fulde af en guldbajer eller to pilsnere, og der er ikke noget odiøst i det. Det er en meget nærliggende, sjov idé, siger Niels Jørgen Kjeldsen til FoodCulture.dk.
Niels Jørgen Kjeldsen henviser til, at der er tale om et gammelt husråd fra Kristian Viekilde hos FynVet, som i sin tid fik ideen sammen med en stribe kolleger, da de diskuterede alternative medicineringsmetoder til svin.