Landmænd mister støtte
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Formand for Agri Nord, Car Chr. Pedersen, frygter, at danske landmænd mister konkurrenceevne i forhold til konkurrenterne i EU, når ny reduceret støtte træder i kraft.
Regeringen har nu meldt ud, at man vil flytte 5 pct. af den direkte landbrugsstøtte over til landdistriktspuljen i 2015. Og tallet vil de følgende år stige, således at danske landmænd mister støtte-kroner.
- Det kan for mange landmænd være svært at miste 5-7 procent af støtten. Problemet bliver blot endnu større, fordi vi samtidig kan se, at vores konkurrenter i lande som Holland, Tyskland og Frankrig ikke oplever samme reduktion, siger formand for Agri Nord, Carl Chr. Pedersen.
Det er i den sammenhæng en ringe trøst, at det kunne være gået meget værre, mener den nordjyske formand, idet EU-aftalen giver regeringen mulighed for at flytte op mod 15 pct. af den direktør støtte over til landdistrikterne.
Fødevareminister Dan Jørgensen (S) begrunder beslutningen med, at man ønsker at tilgodese natur, miljø og en grøn omstilling. Agri Nords formand påpeger i den sammenhæng, at det har stor betydning, hvad midlerne skal bruges til, når de først er flyttet til landdistriktspuljen.
- Landdistriktsmiderne går til en lang række projekter. Og det gavner hverken landbruget eller den grønne omstilling, hvis pengene ender med at bliver brugt til rundkørsler og beboerhuse i landdistrikterne. Vi vil gerne bidrage til udviklingen på landet blandt andet ved at sikre arbejdspladser, men vi kan ikke trække den generelle udvikling. Nu er det landbrugets opgave at sikre, at pengene ikke blot bliver taget væk fra landbruget, men ender tilbage hos de danske landmænd til gavn for udviklingen i erhvervet. Det er en opgave, som vi gerne vil medvirke til at løse i Agri Nord, siger Carl. Chr. Pedersen.