Landets første pitstop opføres i Vesthimmerland
Med en bevilling fra Lokale- og anlægsfonden på 750.000 kroner kan Vesthimmerland Kommune nu som den første kommune i landet etablere tre udgaver af den nyskabende facilitet - pitstop - på Himmerlandsstien.
Pitstop er udviklet af Lokale- og Anlægsfonden i samarbejde med Cebra Arkitekter, og gør det muligt at låse ekstraudstyr eller skiftetøj inde, mens man motionerer.
Pitstop designet, så den kan fungere som det sted, man strækker ud efter turen, ser på kort over mulige løberuter, tapper vand på flasken eller bruger som genkendeligt møde- og startsted for turen.
Lokale- og Anlægsfonden har bevilliget 750.000 kroner til etablering af to pitstop og en såkaldt Fitness Klippe på Himmerlandsstien.
Fitness Klippen, som er under udvikling, tager udgangspunkt i et ønske om at kunne træde af på naturens vegne. 60 procent af de aktive idrætsudøvere har svaret, at toiletproblemet er den største barriere for at bruge naturen til idræt.
Fitness Klippen vil afhjælpe det behov. Den er samtidig udformet som en stor klippe, man kan bruge som udkigspost, klatre på og lave strækøvelser ved.
Udviklingsdirektør Birgitte Juhl fra Vesthimmerland Kommune ser frem til at få etableret de tre pitstop på Himmerlandsstiens rute.
- Når der ikke er noget sted at lægge sit tøj og nøgler eller træde af på naturens vegne, kan det godt afholde mange fra at dyrke motion ude i naturen. Pitstop er en spændende og anderledes måde at indarbejde en nyttig facilitet i naturen. Samtidig er det en facilitet, der er flot at se på, siger Birgitte Juhl.
- Det er mod til nytænkning, at Vesthimmerland vil være den første kommune i Danmark, der får et pitstop og dermed skaber ekstra faciliteter til den kommende aktivitets- og oplevelsessti. Vi håber, at de tre pitstop vil være medvirkende til, at endnu flere vil benytte sig af mulighederne på stien, da de vil fjerne en række af de barrierer, som afholder folk fra at dyrke motion udendørs, siger direktør i Lokale- og Anlægsfonden, Torben Frølich.
De to pitstop placeres i Aars og Løgstør, mens Fitness Klippen forventes placeret i Aalestrup.