Landbruget stævner staten
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Bæredygtigt Landbrug stævner staten igen - nu med fokus på vandplanerne, der er erklæret ugyldige. Det endelig mål er stadig, at randzonerne droppes.
Bæredygtigt Landbrug er én af flere organisationer, der har kæmpet intenst mod oprettelsen af de såkaldte randzoner. De har allerede stævnet staten flere gange - og nu gør de det igen.
- Stævningen bliver sendt af sted i dag. Vi er simpelthen nød til at gøre noget, for ellers bliver det et kæmpe økonomisk problem - både for os i landbruget, men også for alle andre, siger Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, til TV2/Nord.
Den nye stævning til Fødevareministeriet omhandler vandplanerne, der er blevet erklæret ugyldige af Naturklagenævnet.
- Vi stævner staten, da vandplanerne er ugyldige, og dermed forsvinder det egentlig fundament for randzonerne. Vi har sendt 1.600 siders dokumentation med stævningen, så staten kan indse, randzonerne skal droppes, siger Flemming Fuglede Jørgensen.