Lamborghini-ejer vil hellere i fængsel end miste sin bil - nu risikerer han begge dele
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Shakha Ameen er en af de 70 bilister, der har fået beslaglagt et køretøj i Nordjylland, efter de nye regler om vanvidsbilisme trådte i kraft.
Siden nye regler om vanvidsbilisme trådte i kraft har politiet beslaglagt 70 køretøjer i Nordjylland. Retsordfører erkender, at stramningen endnu ikke har haft den afskrækkende effekt, han håbede på.
I oktober fik norske Shakha Ameen beslaglagt sin nyindkøbte Lamborghini.
Nordjyllands Politi mener, at den 31-årige mand kørte 236 kilometer i timen på Hirtshalsmotorvejen, men det nægter nordmanden.
- Jeg indrømmer at have kørt 150-160 kilometer i timen, men jeg har ikke kørt 236 kilometer i timen. Politiet har ikke noget konkret bevis, siger Shakha Ameen, der er bilimportør bosiddende i Stavanger.
Se indslaget om beslaglagte biler her:
- Ingen respekt for reglerne
Lamborghinien står nu bag lås og slå i en hal på politiets lager i Aalborg Øst. Her der fyldt godt op, for politiet har beslagt 70 køretøjer siden de nye regler om vanvidsbilisme trådte i kraft 1. april - et antal som kommer bag på politiet.
- Jeg kan ikke forstå, at man ikke har mere respekt for de regler, der er, og at man er villig til at risikere sit køretøj. Det forstår jeg ikke, siger Thomas Ottesen, politikommissær, Færdselsafdelingen, Nordjyllands Politi.
Politiet kan beslaglægge et køretøj, hvis man bliver stoppet med en promille på mere end 2,0, hvis man kører mere end 100 procent for stærkt - dog mindst 100 kilometer i timen, hvis man kører mere end 200 kilometer i timen på motorvejen eller kører særligt hensynsløst.
Føler sig uretfærdigt behandlet
Shakha Ameen synes de danske regler er for skrappe. Han fortæller at han har betalt tre millioner norske kroner for sin Lamborghini, der nu er beslaglagt.
Han mener at han bliver straffet hårdere end andre, der har kørt lige så stærk – bare i en billigere bil.
- Skal det ikke have alvorlige konsekvenser, hvis man har kørt så hurtigt, som du har?
- Der er i orden, hvis man for eksempel har kørt for hurtigt flere gange, men hvis det er engangstilfælde, så synes jeg, det er uretfærdigt, siger Shakha Ameen.
HVORNÅR ER DET VANVIDSKØRSEL?
Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:
- Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel over 100 km i timen
- Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover
- Spirituskørsel med en promille over 2,00
- Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
- Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
- Særlig hensynsløs kørsel
Kilde: Politi.dk
At 70 biler er blevet beslaglagt kommer bag på Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, der var med til at indføre de nye regler.
- Det er rigtig mange. Jeg er måske mest overrasket over, at det ikke er feset ind, hvad konsekvensen er af det her. En ting er, at vi skærpede straffen. For mange vil den alvorligste straf være at få konfiskeret en bil, siger han.
Vil hellere i fængsel
Shakha Ameen siger, at han hellere vil tage en tur i fængsel frem for at miste sin bil, som han har arbejdet i mange år for at få råd til. Nu risikerer han begge dele.
Ud over at man risikerer at få beslaglagt og konfiskeret sit køretøj, hvis det anvendes til kap- og væddeløbskørsel eller andre typer af vanvidskørsel, vil en overtrædelse af dette som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år efter færdselsloven.
Jeg kan ikke forstå, at man ikke har mere respekt for de regler, der er, og at man er villig til at risikere sit køretøj.
Thomas Ottesen, politikommissær
Samtidig er straffen blevet skærpet fra bøde til fængsel ved de groveste hastighedsforseelser, hvor hastigheden overskrider 200 km i timen eller mere end 100 procent for hurtigt, hvis hastigheden er mere end 100 km i timen.
Sådan fordeler de 70 beslaglagte biler sig
- 31 køretøjer er taget, efter bilisten har kørt med en promille over 2,00
- 24 køretøjer er taget for for høj fart, hvor bilisten enten kørte mere en dobbelt så hurtigt som det tilladte - dog mindst 100 km/t - eller over 200 km/t på motorvej.
- 15 biler er taget for særlig hensynsløs kørsel eller for at have udsat andre for fare.
-Syv af de beslaglagte biler er leasede.
Kilde: Nordjyllands Politi
De nye regler blev indført efter flere dødsulykker, som vanvidsbilister var skyld i.
Selvom der har været skrevet og sagt meget om den nye lov, så har den endnu ikke haft den effekt, som både politi og politikere havde håbet på.
- Vi havde jo gerne set, at kurven var nedadgående og at vi nærmest ikke tog nogen nu, men fordelingen ud over året viser, at det er nogenlunde det samme vi tager måned for måned, siger Thomas Ottesen.
Endnu uvist, hvad der skal ske med Lamborghinien
Preben Bang Henriksen tror og håber, at lovgivningen får effekt med tiden.
- På et tidspunkt tror jeg, at den præventive virkning sætter ind. Når man opdager, at venner og bekendte, der kører vanvittigt i trafikken, mister deres biler, så tror jeg også, at den enkelte finder ud af det, siger han.
Indtil nu er bilerne kun beslaglagt af politiet. I begyndelsen af det nye år kommer sagerne for retten, hvor en dommer afgør, om bilerne skal endeligt konfiskeres og sælges på auktion.
Hvis det er engangstilfælde, så synes jeg, det er uretfærdigt.
Shakha Ameen, bilejer
Shakha Ameen ved endnu ikke, hvornår hans sag kommer for retten.