Læsø drøfter besparelser
Foto: TV2/Nord
Når økonomiudvalget i Læsø Kommune mandag mødes, skal der drøftes besparelser for budgettet 2011. Besparelserne kan blandt andet ramme færgeselskab og rengøringspersonale.
Økonomiudvalget i Læsø Kommune besluttede i januar, ar Læsø Kommune skal have et finansielt beredskab på otte millioner kroner i forbindelse med budgetplanlægningen for 2012-2015. Det betyder, at der skal drøftes besparelser i massevis, når økonomiudvalget mødes mandag.
Et af de forslag der står til drøftelse er, at kommunen ønsker at reducere tilskuddet til færgeselskabet Læsø K/S. Kommunalbestyrelsen ønsker at selskabet arbejder med rationalisering og effektivisering af driften af færgerne.
Det er de helt små besparelser der bliver drøftet. Kommunen foreslår nemlig yderligere, at der sker en reduktion i rengøringsniveauet på Kommunekontoret. Her er tale om, at der skal skæres tre timer væk ugentligt fra en enkelt rengøringsmedarbejder. Det kan de spare 20.000 kroner på. Per år.
TV2/NORD vil løbende følge med i udviklingen.