Lægevagter lukker: - Sygeplejersker kan overtage opgaver
Både de praktiserende lægers organisation PLO og Region Nordjylland er indstillet på at forhandle nye tillægsaftaler til den aftale, som betyder, at lægevagterne i Brovst, Farsø og Skagen lukker. Sygeplejersker kan overtage en del af de opgaver, som lægen tidligere har taget sig af.
Region Nordjylland har i flere år forhandlet med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) om en ny aftale på vagtlægeområdet.
En ny aftale, som træder i kraft den 1. marts, betyder, at lægevagtkonsultationerne i Brovst, Farsø og Skagen helt lukker. Det har de seneste uger skabt heftig debat. Blandt andet fordi de tre berørte borgmestre skarpt har kritiseret aftalen, som er forhandlet på plads uden inddragelse af dem.
- Når vi laver sådan nogle store aftaler, er vi nødt til at holde kortene tæt ind til kroppen. Vi har forhandlet i meget lang tid, og det har været svært at få enderne til at nå sammen. Nu har vi resultatet. Jeg medgiver, at det er en serviceforringelse, men det kunne have set meget værre ud, siger den socialdemokratiske formand for regionsrådet, Ulla Astman.
Dansk Folkeparti står uden for aftalen i regionsrådet. De er utilfredse med, at borgere i de berørte områder nu får godt 70 kilometer til nærmeste lægevagt. Samtidig mener Dansk Folkeparti, at det er urimeligt, at lægerne har forhandlet sig frem til en garantibetaling på 10.000 kroner for en nattevagt.
- Det er et udtryk for en grådighed hos lægerne, som jeg ikke bryder mig om. De har udnyttet lægemanglen til at mele deres egen kage. De kan nu tjene mellem 10.000 og 25.000 kroner for at bemande lægevagten i weekenden. Det er helt urimeligt, siger regionsrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen fra Dansk Folkeparti.
Der skal nye aftaler til efter lukning af tre lægevagter
Hos PLO, som organiserer de praktiserende læger, har de kun hovedrysten til overs for Dansk Folkepartis beskyldninger om grådighed.
- Hvis det stod til de praktiserende læger i Nordjylland, ville de helst drosle helt ned med timerne i lægevagten. De arbejder i forvejen rigtig mange timer, og pengene spiller ikke den store rolle i den sammenhæng. Vi har som forening insisteret på, at vores medlemmer skal servicere borgerne med lægevagt, og så har vi forhandlet betalingen på plads med Region Nordjylland, siger Christian Freitag, som er formand for PLO.
De tre debattører i TV2 Nords debatprogram Fokus er alle indstillet på, at der kan blive behov for at forhandle tillægsaftaler til den nye aftaler. I Dansk Folkeparti vil de have en aftale om opgaveglidning, så den nære sundhed kan bevares der, hvor lægevagterne nu lukker.
- Vi vil have Region Nordjylland og PLO til at se på, hvordan sygeplejersker kan overtage nogle af de opgaver, som lægerne enten ikke kan eller vil tage sig af, siger Erik Høgh-Sørensen.
Den idé vil PLO gerne være med til at undersøge nærmere.
- Vi kan sagtens bruge sygeplejersker bedre, end vi gør i dag. Både i lægevagten men måske især i kommunikationen mellem patienterne og lægerne. Den kommunale sygeplejerskes kontakt til både plejecentre og praktiserende læge er et område, hvor vi sagtens kan blive bedre og på den måde aflaste lægevagten og lægerne, siger Christian Freitag fra PLO.
Også formanden for Regionsrådet i Region Nordjylland er parat til at lave nye aftaler efter lukningen af de tre konsultationer.
- Nu skal vi se, hvordan den her nye aftale kommer til at virke i praksis, og så må vi se på, hvad vi kan lave af initiativer i de områder, som ligger langt væk fra de tilbageblevne lægevagter, siger Ulla Astman.
Se hele debatprogrammet her: