Lægevagten bemandes på ny måde: Hvad betyder det for dig?
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Hvem tager telefonen, når jeg ringer til vagtlægen?
Det spørgsmål er der måske, nogle nordjyder, der stiller sig selv.
For fra søndag klokken 23 vil du fremover blive mødt af læger fra Region Nordjylland, når du søger lægehjælp om natten.
Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Det betyder, at når du besøger lægevagten i tidsrummet fra klokken 23 til 8, bliver du mødt af læger fra Region Nordjylland frem for læger fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) som hidtil.
- Vi har ansat erfarne læger med indsigt i almen medicin til at betjene lægevagten, og de sidste par uger har vi brugt på at holde introkurser og sikre, at alt er klar til, at de første borgere ringer ind fra på søndag, siger Kirsten Damkjær, der er ledende overlæge og lægefaglig ansvarlig for natlægevagten.
Proceduren ændrer sig ifølge regionen ikke, og du vil som borger ikke bemærke, at det nu er Region Nordjylland, der varetager funktionen, oplyser regionen.
Du kan fortsat:
- Kontakte lægevagten på samme nummer 7015 0300 og i samme tidsrum som før, nemlig 16 til 08
- Modtage fysisk konsultation samme steder som før (Aalborg, Thisted og Hjørring)
- Få besøg af lægevagten, hvis de vurderer det nødvendigt.
Hvornår kan du bruge lægevagten?
Akut behov uden for din egen læges åbningstid (kl. 16-08 i hverdage) og i weekenderne
Pludseligt opstået eller forværret sygdom
Ulykkestilfælde (ikke livstruende)