Læger må ikke købe tomt hus
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En gruppe læger fra Sæby vil gerne købe regionens tomme ejendom, men ifølge regionen vil de ikke betale det, bygningen er værd. Lægerne føler, de bliver tvunget til at flytte ind i det nye sundhedshus.
I Sæby har de noget så sjældent som et lægehus med vokseværk. Om et år vil i alt fire læger være klar til at behandle byens patienter, og det kræver plads. Lægerne vil derfor gerne købe en regionsejet ejendom, men regionen afviser deres tilbud. Ifølge lægerne fordi, de vil tvinge dem over i byens nye sundhedshus.
Læge Jenny Østergaard kæmper for at få lov til at købe det tidligere specialbørnehjem Aahaven, der har været sat til salg siden januar 2012.
- Hele klinikken føler, at det er dybt frustrerende, og det gør patienterne i øvrigt også. Vi skulle bruge vores energi på at være læger for vores patienter og ikke slås med det her. Det er trækasserier, som er fuldstændig unødvendig, siger praktiserende læge Jenny Østergaard.
Selvom der ikke har været andre potentielle købere end Jenny Østergaard, har regionen afvist at sælge til hende. Den tomme bygning koster Regionen 130.000 kroner om året. Alligevel mener lægehuset ikke, at Regionen har været vist interesse i at få ejendommen solgt.
- For mig at se er det vel regionens fornemmeste opgave at hjælpe unge læger på vej i yderområderne, og det er jo sådan en som mig, og at jeg så ikke har fået mere støtte, men nærmere modstand, det overrasker mig, siger læge Thomas Mølgaard.
I Jenny Østergaards klink føler de, at regionens modstand mod et salg af ejendommen er et forsøg på tvinge dem over i det nye sundhedshus, der blev taget første spadestik til sidste uge.
- De to ting har intet som helst med hinanden at gøre. Det er skatteborgernes penge, og dem kan vi ikke gå og gamble med, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Ejendommen er sat til salg for 2,6 millioner kroner og regionen vil ikke sælge for mindre. Sæby-lægen har også tidligere fået et tilbud på nogle hundrede tusinde kroner under salgsprisen afvist. I morgen skal regionsrådet tage stilling til et nyt tilbud, som også ligger under den udbudte pris.