Kystfiskere føler sig som gidsler
Nordjyske kystfiskere føler sig fanget som politiske gidsler i kampen om de gode fiskesteder i Skagerrak.
Nordjyske kystfiskere føler sig fanget som politiske gidsler i kampen om de gode fiskesteder i Skagerrak.
På et stormøde i Hirtshals går de efter at få ren besked: er det dem eller fiskerne på de store både, der skal overleve?
Nordjyske kystfiskere er overbeviste om, at dansk fiskeri står i et smerteligt valg mellem de små fiskere og de større både.
- Der er for eksempel nogle der fisker brisling og større både i Hollands vand. Al ære og respekt for det. Det er deres erhverv. Det skal de da have lov til. Men vi, de små kystfiskere i Nordjylland, bliver de små i det her spil. Vi bliver klemt inde som gidsler i et storpolitisk spil, siger Per Jensen, fisker i Hirtshals.
Efter kystfiskernes mening tør politikerne ikke at bremse de hollandske bomtrawlere i Skagerrak af frygt for, at sådan en handling så ville skade de større danske både, der fisker ved Holland og andre lande.
- Jeg er bange for, at hvis de lukker for bomtrawlere i Skagerrak, så kan hollænderne måske finde på at lukke fiskeriet for brisling fra danske skibe dernede, men det kan ikke passe at vores erhverv skal sælges, for at de store kan få lov til at drive deres fiskeri. Det er jo det, der sker lige nu, siger Per Jensen.
Frustrationen over de hollandske bomtrawleres fremfærd i Skagerrak er nået til et punkt, hvor det begynder at gå ud over sammenholdet internt mellem de små og de store fiskere i Danmark. Netop det dilemma er på dagsordenen på fiskeriforeningens stormøde i Hirtshals
- Vi skal varetage både de små og de stores interesser, og vi prøver at gøre det så godt som muligt for alle parter, men det er en svær situation at stå i, siger Niels Kristian Nielsen, formand for Hirtshals Fiskeriforening.
- Toppen af fiskeriforeningen må komme ud af busken. De må melde klart ud, om det er meningen at vi skal forlade det her til fordel for nogle andre i Hollands vand, siger Per Jensen.
Fiskeriformanden mener ikke, at kystfiskernes erhverv er slut, men han kan godt forstå at de små kystfiskere føler sig klemt.
- Jeg vil håbe, at de får lov til at være på deres fiskepladser, for vi taler om fiskepladser, som er brugt gennem generationer. En fredning vil være en god løsning. Som det er nu må de jo visse steder gå ind til fire mil. Det er for tæt på, så vores første mål er, at vi skal have en grænse på 12 mil hele vejen langs Jyllands vestkyst, siger Niels Kristian Nielsen.
Fiskerne selv frygter, at sådan en grænse bliver ved snak.
- Pinen bliver bare trukket ud. Politikerne kommer til at sige, at det ikke kan løses i Danmark, men kun i EU. Og vi ved alle sammen godt, at der aldrig kommer til at ske noget dernede, siger Per Jensen.
Striden i Skagerrak kulminerede forleden, da en hollandsk bomtrawler sejlede indenfor firemilgrænsen nord for Hirtshals.
Fiskeskipper, Claus Holm Ejdesgaard slog alarm og måbede, da fiskerikontrollens skib, Vestkysten, sejlede mod hollænderen og var synlig på radaren, så der ikke var tvivl om, at nu var der kontrol på vej.
- Det gør de normalt ikke, hvis de har mistanke om nogle ulovligheder. For eksempel sejler de som regel med slukket AIS, når de skal kontrollere danske fiskere. Der er nogle regler, der skal overholdes, og det er godt, at der er konsekvenser. Det har det for os andre. Så skal det også have for hollænderne, siger Claus Holm Ejdesgaard.
Fiskerikontrollen siger til TV2Nord, at de sejlede synligt på radaren af sikkerhedsmæssige grunde.
Kystfiskerne i Hirtshals kalder det falsk tryghed, når flere folketingsmedlemmer forsikrer, at nu er der kommet mere kontrol.
- Jeg kan ikke se, at det er godt nok. De skulle være kommet ud tidligere på året. Det er lidt for sent, de rykker lidt stærkere ud i år, så det er faktisk halsløs gerning, det de gør nu. Det er som om, det bare er for at for at gøre et eller andet. Men jeg tror ikke, at det hjælper ret meget lige nu, siger Claus Holm Ejdesgaard.
Fiskerikontrollen siger selv, at de udfører en solid kontrol og at de siden sommeren har været meget mere synlige – for eksempel med 40 procent større tilstedeværelse her i oktober.
- Vi udfører 365 dages kontrol om året døgnet rundt, og efter min opfattelse har vi et passende kontroltryk hele året og også i forhold til det sæsonfiskeri, der er på de forskellige tidspunkter, siger Henrik Bandholm, kontrolchef i Fiskerikontrollen, Region Vest.
Hollænderne har i år en kvote på 2600 tons rødspætter i år i Skagerrak. De nordjyske kystfiskere tvivler voldsomt – med et pænt ord – på, at hollænderne vil bruge så mange store både og så mange måneder på at fange så lidt. De er overbevist om, at der fiskes langt over den tilladte kvote. Til det siger kontrolchefen.
- Vi har ikke konstateret at kvoten er opfisket.
Kontrolchefen understreger, at det er tilladt for hollænderne at sejle indenfor firemilgrænsen, men ikke at fiske.
- Fiskede de den dag for nylig, hvor de var inde over grænsen?
- Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag, da der foregår en juridisk sagsbehandling på sagen, siger kontrolchefen.
På stormødet på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals forleden forsøgte fiskerne, fiskeriforeningerne og fiskerikontrollen i flere timer at tale sig frem til bedre metoder til at få løst de mange problemer i Skagerrak.