Kvinder på sygehuset efter glatføreuheld
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
En bil med tre passagerer røg lørdag aften i grøften ved Thisted. Pas på de glatte veje, lyder det fra politiet.
To kvinder blev lørdag aften kørt på sygehuset i Thisted efter et uheld på Todbølvej ved Thisted. Kvinderne var passagerer i en bil, hvor en mandlig bilist sad bag rattet. Pludselig blev han overrasket af det glatte føre, og bilen skred ud og landede i grøften. De to kvinder klagede efter uheldet over ryg - og nakkesmerter og blev derfor bragt til sygehuset til undersøgelse. Uheldet skete omkring klokken 21.50. De to kvinder er henholdsvis 17 og 23 år.
Midt - og Vestjyllands Politi advarer om, at det kan være meget glat på vejene, da vejret er omskifteligt, og det så småt begynder at tø. Midt - og Vestjyllands Politi var ude til 4-5 glatføreuheld lørdag aften. Ingen af dem var dog alvorlige.